Lydskrift er en skriftform, der kan gengive udtalen af ord eller sætninger i et eller flere forskellige sprog. De mest brugte systemer i Danmark er IPA's lydskrift, der er indrettet til at kunne betegne sproglyde i alle sprog, og Danias lydskrift, der er udviklet specielt til dansk.

Lydskrift
Lydskrift
Af .

Definition

Almindeligvis forstår man ved lydskrift en bogstavskrift suppleret med særlige tegn, fx bogstaver i let ændret form eller hentet fra det græske alfabet. Til angivelse af tone og tryk eller særlige lydartikulationer kan anvendes diakritiske tegn. Mens de fleste sprogs retskrivning afviger mere eller mindre fra udtalen, bygger lydskrift på det princip, at der skal være et entydigt forhold mellem lydskriftens tegn og sprogets lyde.

Historie

Især i England og Danmark har sprogforskere tidligt interesseret sig for at gengive modersmålets udtale med en slags lydskrift. Blandt danske forskere kan nævnes Jacob Madsen Aarhus i 1500-tallet, Jens Pedersen Høysgaard i 1700-tallet og Rasmus Rask i 1800-tallets begyndelse. Brugen af lydskrift i moderne forstand slog igennem i løbet af 1800-tallet, i Danmark med dialektologen K.J. Lyngby og fonetikeren Otto Jespersen.

Anvendelse

En lydskrift kan enten bruges systematisk, hvor hvert fonem har sit eget lydskrifttegn, eller mere nuanceret, hvor man i en fintmærkende lydskrift tilstræber at gengive forskellige lydvarianter. IPA's lydskrift egner sig lige godt til begge slags transskription; valget afhænger af formålet med lydskriften. Der gælder i øvrigt den begrænsning i anvendeligheden af lydskrift, at den, fordi den er baseret på bogstavprincippet, er mindre egnet til at gengive utydelig tale, hvor grænserne mellem sproglyde er udviskede.

Til udtaleangivelser i sprogkurser, ordbøger og leksika kan man med fordel anvende en ret "grov" lydskrift, der er enkel og systematisk. Behovet for at bruge fintmærkende lydskrift til praktiske formål er i de seneste årtier reduceret pga. de elektroniske mediers egnethed til akustisk at dokumentere ordenes udtale.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig