det græske alfabet

I begyndelsen skrev grækerne, som fønikierne, fra højre mod venstre, ligesom man stadig gør på arabisk og hebraisk. I indskrifter brugte man en tid også bustrofedon, hvor skriveretningen skifter ved hver linje, men fra omkring år 500 f.v.t. blev retningen fra venstre til højre enerådende.

De græske bystater udviklede mange forskellige alfabetvarianter. Hovedtyperne opdeles i vestgræsk, der er forlæg for det latinske alfabet og bl.a. brugtes på Sicilien og i Syditalien, og østgræsk, det senere græske standardalfabet. De vigtigste forskelle ligger i tegnene Η og Ω: Η hed oprindelig heta og betegnede h, men da aspiration forsvandt i de aioliske og joniske dialekter, blev bogstavet omtydet til langt e (eta). Forskellen ses især tydeligt i de to stavemåder af navnet "Herakles": på gammelattisk med mange vestgræske træk ΗΕΡΑΚΛΕΣ, på jonisk ΗΡΑΚΛΗΣ. Ω, langt o, synes at være en jonisk opfindelse. I 403 f.Kr. blev det joniske alfabet officielt indført i Athen og derpå næsten enerådende i alle græsktalende områder.

Lyden h, der kun bruges initialt foran vokal og ved rho, kunne i klassisk græsk skrives med tegnet ⊢, spiritus asper 'hårdt pust', mens ⊣, spiritus lenis 'blødt pust', angav, at ordet ikke var aspireret. Spiritus markeres i trykte tekster med ‛ og ', foran store begyndelsesbogstaver eller over ordets første vokal- eller diftongtegn. De to tegn bruges fx i ‛ΕΛΛΑΣ 'Hellas' og 'ΑΘΗΝΑΙ 'Athenai'.

Allerede de ældste alfabetrækker, alfabetarier, fra ca. 700 f.v.t. har den faste bogstavrækkefølge, som blev overtaget fra fønikierne. Den faste rækkefølge gav senere grækerne mulighed for at bruge alfabetet til både tal- og nodetegn. Grækerne overtog de fønikiske bogstavnavne, men omdannede dem til meningsløse ord, der begyndte med den lyd, bogstavet repræsenterede.

I løbet af oldtiden opstod der flere skriftformer afhængigt af skrivematerialet. I middelalderen fik de små bogstaver omtrent de former, som stadig bruges i Grækenland og i udgaver af oldgræske tekster og som videnskabeligt tegnsæt. Det kyrilliske alfabet er dannet af det græske.

Det græske sprog havde oprindelig musikalsk accent, og den accentuerede vokal havde højt toneleje. I hellenistisk tid indførtes accenttegn til angivelse af udtale: Akut, fx ά, angav stigende tone, gravis, fx ὰ, fravær af stigende tone, og cirkumfleks, fx α̂, stigende og derefter faldende tone, fx ‛Ελλάς og 'Αθη̂ναι. Accentsystemet var i brug i nygræsk skrift indtil 1982, hvorefter kun akut benyttes. Samtidig blev også angivelsen af spiritus afskaffet efter at have været uden praktisk betydning i ca. 2000 år.