Stele med dekret

Stele med et dekret vedtaget på folkeforsamlingen i Athen, ca. 440-425 f.v.t.

Af .

Det græske alfabet bruges til at skrive sproget græsk. Det er det ældste alfabet i Europa og samtidig det første til at benytte særlige tegn for vokaler. Bogstaverne i det græske alfabet anvendes ofte som symboler inden for matematik og naturvidenskab, fx pi, beta og gamma.

Faktaboks

Etymologi

Ordet ‘alfabet’ er en sammensætning af de to første bogstaver i det græske alfabet - alfa og beta.

Det er en overtagelse og videreudvikling af det fønikiske alfabet og består af 24 bogstaver – 17 konsonanter og syv vokaler. Det er selv forløber for det latinske og det kyrilliske alfabet.

Alfabetets sammensætning og bogstavernes udseende lå ikke fast fra begyndelsen, men i 300-tallet f.v.t. vandt en standardudgave frem. Den er identisk med det alfabet, der endnu bruges i dag, om end nogle af lydværdierne har ændret sig i den mellemliggende tid.

Bogstaverne i det græske alfabet

I tabellen herunder ses de græske bogstaver i majuskel- og minuskelvariant, bogstavet, en translitteration til hhv. oldgræsk og nygræsk samt hvilket nummer bogstavet har i det græske alfabet. Bemærk, at der ikke er fuld overensstemmelse mellem bogstavernes nummer i alfabetrækken og deres faktiske talværdi i det græske talsystem.

bogstav
navn
oldgræsk
nygræsk nummer
Α, α alfa a a 1
Β, β beta b v 2
Γ, γ gamma g g 3
Δ, δ delta d d 4
Ε, ε epsilon e e 5
Ζ, ζ zeta z z 6
Η, η eta e i 7
Θ, θ theta th th 8
Ι, ι iota i i 9
Κ, κ kappa k k, g 10
Λ, λ la(m)bda l l 11
Μ, μ my m m 12
Ν, ν ny n n 13
Ξ, ξ xi x x 14
Ο, ο omikron o o 15
Π, π pi p p, b 16
Ρ, ρ rho r, rh1 r 17
Σ, σ, ς sigma s s 18
Τ, τ tau t t, d 19
Υ, υ ypsilon y i, y 20
Φ, φ fi ph, f f 21
Χ, χ chi ch ch, h 22
Ψ, ψ psi ps ps 23
Ω, ω omega o o 24

1 rh forekommer kun i begyndelsen af ord og efter dobbelt r.

Kun majuskelformerne er oprindelige. Minusklerne blev, parallelt med de latinske, udviklet i løbet af middelalderen; de opstod som håndskriftsvarianter af majusklerne, egnet til hurtigere og lettere skrivning.

Det græske alfabets historie

Det græske alfabet er tidligst attesteret i det sene 800-tal eller begyndelsen af 700-tallet f.v.t. Det blev overtaget og videreudviklet på basis af det ældre fønikiske alfabet, som grækerne havde lært at kende gennem handel med fønikerne forskellige steder i Middelhavsområdet.

De nøjagtige omstændigheder, tidspunkt og sted for denne overtagelse er omdiskuterede, men den er formentlig foregået noget tidligere end de ældste alfabetindskrifter. Den har ydermere sat sig spor som en kulturel erindring: Antikkens grækere mente, at fønikiske skikkelser som Kadmos eller Danaos i mytisk tid havde bragt alfabetet med til Grækenland, og omtalte det undertiden som phoinikēia grammata, ‘fønikiske bogstaver’.

Bibeholdte træk

Af både praktiske og pædagogiske hensyn lå bogstavernes rækkefølge fast, hvilket kan ses af de allertidligste alfabetrækker (alfabetarier) på græsk. Rækkefølgen var således fra begyndelsen en integreret del af alfabetet og gjorde det muligt senere at benytte det til både node- og talnotation.

Også skriveretningen blev overtaget: Semitiske sprog skrives fra højre mod venstre, og det gælder derfor også flertallet af de tidligste græske indskrifter. Helt fra begyndelsen er der dog stor tvangfrihed: Nogle indskrifter går fra venstre mod højre, og atter andre bustrofedon (‘som oksen vender’ ved pløjning), dvs. med hver ny linje med modsat læseretning, og ofte spejlvendt, af den foregående. Først efter 500 f.v.t. bliver skriveretningen fra venstre mod højre normen.

fønikisk græsk
𐤀 ʾālep [ʔ] Α, α alfa [a], [aː]
𐤁 bēt [b] Β, β beta [b]
𐤂 gīml [ɡ] Γ, γ gamma [ɡ]
𐤃 dālt [d] Δ, δ delta [d]
𐤄 [h] Ε, ε epsilon [e], [eː]
𐤅 wāw [w] Ϝ, ϝ (digamma) [w]
𐤆 zayn [z] Ζ, ζ zeta [zd](?)
𐤇 ḥēt [ħ] Η, η eta [h], [ɛː]
𐤈 ṭēt [tˤ] Θ, θ theta [tʰ]
𐤉 yōd [j] Ι, ι iota [i], [iː]
𐤊 kāp [k] Κ, κ kappa [k]
𐤋 lāmd [l] Λ, λ la(m)bda [l]
𐤌 mēm [m] Μ, μ my [m]
𐤍 nūn [n] Ν, ν ny [n]
𐤎 sāmek [s] Ξ, ξ xi [ks]
𐤏 ʿayin [ʕ] Ο, ο omikron [o], [oː]
𐤐 [p] Π, π pi [p]
𐤑 ṣādē [sˤ] Ϻ, ϻ (san)1 [s]
𐤒 qōp [q] Ϙ, ϙ (koppa)1 [k]
𐤓 rēš [r] Ρ, ρ rho [r]
𐤔 šīn [ʃ] Σ, σ, ς sigma [s]
𐤕 tāw [t] Τ, τ tau [t]
𐤅 wāw [w] Υ, υ ypsilon2 [u] → [y], [uː] → [yː]
Φ, φ fi2 [pʰ]
Χ, χ chi2 [kʰ]
Ψ, ψ psi2 [ps]
Ω, ω omega2 [ɔː]

1 Blev hurtigt ‘udfaset’ igen. 2 Græske tilføjelser til det fønikiske ophavs alfabetrække.

Tilpasninger og tilføjelser

I lighed med andre semitiske skriftsystemer noterede det fønikiske alfabet ikke vokaler, men kun konsonanter, og det er derfor ikke et alfabet i snæver forstand, men en abjad eller konsonantalfabet. Dette skyldes semitiske sprogs struktur og bøjningsmønstre, hvor konsonantsekvenser fra ords rødder forbliver de samme, mens kun stavelsernes vokaler ændres: Læseren kan derfor ud fra konteksten forudsige vokalmønstrene med ret stor sikkerhed, uden behov for angivelse af vokalerne.

Det fønikiske alfabet blev overtaget intakt med alle sine 22 bogstaver, og de fleste af disse blev uden videre appliceret på tilsvarende græske lyde. Imidlertid var der en del bogstaver for konsonantlyde, der ikke fandtes i det græske sprog, og som derfor blev overflødige i den nye kontekst. I græsk spiller vokaler samtidig en betydeligt større rolle end på semitiske sprog, bl.a. ved vokalklynger og bøjnings- og betydningsforskelle bestemt af vokalkvalitet eller vokallængde.

Konsonantbogstaver omtolkes som vokalbogstaver

Nogle af de ‘overflødige’ konsonantbogstaver blev således omtolket som vokalbogstaver:

  • ʾalep (en glottal klusil, [ʔ]) som [a]
  • (en ustemt glottal frikativ, [h]) som [e]
  • yōd [j] som [i]
  • ‘ayin (en stemt faryngal frikativ, [ʕ]) som [o]
  • wāw [w] kunne tolkes enten konsonantisk som [w] eller vokalisk som [u] (senere [y])
  • ḥēt [ħ] blev tolket konsonantisk som [h] (med bogstavnavnet heta) i de græske dialekter, der havde denne lyd, men vokalisk som [ɛː] (med bogstavnavnet eta) i de dialekter, der ikke udtalte [h].

Nyskabte dobbeltkonsonanter

Yderligere tilpasninger fandt sted i form af tilføjelsen af tre nyskabte ‘dobbeltkonsonanter’:

  • Φ (fi: [ph])
  • Χ (chi: [kh])
  • Ψ (psi: [ps])

De tre nyskabte dobbeltkonsonanter blev fulgt af et sidste vokalbogstav Ω for langt o [ɔː]. Disse fire bogstaver blev anbragt sidst i alfabetet, efter den overtagne bogstavrækkefølge.

Det græske alfabet er således det tidligste, egentlige alfabet, idet det noterer ikke alene konsonanter, men også vokaler som selvstændige tegn. Dette forhold gør sig øjensynlig gældende straks fra begyndelsen; i hvert fald kendes der ikke eksempler på rent konsonantiske, græske indskrifter.

Varianter af det græske alfabet

Sortfiguret drikkeskål (kylix) med indskrift af det attiske alfabet, ca. 420 f.v.t.

/National Archaeological Museum of Athens.
Licens: CC BY SA 3.0

Det tidlige græske alfabet var ikke standardiseret, men eksisterede derimod i en lang række lokale (‘epichoriske’) varianter. Disse varianter falder overordnet i tre hovedgrupper med visse indbyrdes fællestræk:

  • den sydlige hovedgruppe (der var begrænset til Kreta og enkelte af de sydlige Kyklader)
  • den vestlige hovedgruppe (der bl.a. omfatter de græske områder i Syditalien og Sicilien og derfor er den variant, det latinske alfabet senere blev udviklet af)
  • den østlige hovedgruppe (som bl.a. Athen tilhørte)

Hovedgrupperne adskiller sig primært fra hinanden ved den måde, de behandlede de nye bogstaver Φ, Χ og Ψ på, samt om bogstavet heta/eta blev brugt til at notere [h] eller [ɛː]. De enkelte bystater inden for de forskellige hovedgruppeområder brugte typisk deres egne, lokale varianter, der bl.a. adskilte sig yderligere fra hinanden mht. bogstavernes udformning.

Standardisering

I løbet af 300-tallet f.v.t. vandt den østgræske eller joniske alfabetvariant med 24 bogstaver efterhånden frem og fortrængte i stigende grad de lokale varianter – i Athen således ved en politisk beslutning i år 403/2 f.v.t. – og ved udgangen af 300-tallet var denne proces omtrent komplet.

Dermed var den standardversion af det græske alfabet etableret, som har været i brug lige siden og helt til i dag.

Diakritiske tegn

I de antikke dialekter, der udtalte [h], forekom denne lyd kun ved en aspireret initialvokal, eller efter initialt eller dobbelt rho. Aspirationen kunne angives ved at dele bogstavet heta (H) lodret på midten, sådan at man skrev den venstre halvdel (⊢) foran den aspirerede vokal (eller rho), mens den højre halvdel (⊣) tilsvarende angav en ‘manglende’ aspiration.

Spiritus asper og spiritus lenis

Disse tegn kaldes hhv. spiritus asper (‘hårdt pust’) og spiritus lenis (‘blødt pust’) og markeres i trykte tekster med ̔ hhv. ᾿ over ordets initialvokal, -diftong eller initiale rho (dog foran bogstavet ved stor initialvokal). De to tegn bruges fx i ‛ΕΛΛΑΣ ‘Hellas’, ῬΟΔΟΣ ‘Rhodos’ og ᾿ΑΘΗΝΑΙ ‘Athenai’.

Accenter

Vejskilt på øen Ikaria

Græsk var i antikken et tonesprog, men da talesproget i hellenistisk tid begyndte at udvikle sig væk fra dette, mens skriftsproget blev kunstigt fastholdt i en idealiseret form fra klassisk tid i Athen, blev det i senantikken nødvendigt at angive klassisk græsks tonehøjder ved hjælp af særlige tegn over de pågældende vokaler.

De forskellige toner markeres med tre forskellige accenttegn:

  • en akut accent (oxeia: ά) angiver en stigende tone
  • en gravis (bareia: ὰ) angiver, at en forventet akut accent bortfalder
  • en cirkumfleks (perispomene: ᾶ) angiver en først stigende og derpå faldende tone på samme stavelse.

Udviklingen i græsk fonologi har siden betydet, at accenten i moderne græsk udelukkende anvendes til at angive trykstavelsen, hvorfor der efter retskrivningsreformen af 1982 kun bruges én accent (hvis udformning principielt er ligegyldig), og kun i flerstavelsesord.

Tilsvarende er der ikke længere aspiration af initialvokaler, og de to spiritus har derfor ikke længere nogen praktisk funktion og udelades stort set altid.

Bogstavernes navne

I lighed med bogstavinventar, bogstavrækkefølge og skriveretning overtog grækerne også navnene på de fønikiske bogstaver. Disse var navngivet efter det akrofone princip, hvor hver enkelt bogstavs navn begyndte med den lyd, det repræsenterede. Fx betød de tre første bogstavnavne i det fønikiske alfabet hhv. ‘okse’ (᾿alep), ‘hus’ (bēt), og ‘kølle’ eller ‘kastestav’ (gīml‎). På græsk var disse navne af gode grunde meningsløse og blev derfor memoreret som rent lydlige efterligninger uden semantisk indhold: alpha, beta, gamma.

Bogstaverne E, O, Y og Ω havde i antikken navn svarende til deres udtale, dvs. [eː], [oː], [uː] (senere [yː]) og [ɔː]. Først i middelalderen indførtes de nugældende navne epsilon (‘ ‘bart’ e’), omikron (‘lille o’), ypsilon (‘ ‘bart’ y’) og omega (‘store o’). Årsagen var, at udtalen på dette tidspunkt havde ændret sig så meget, at disse bogstaver ikke på udtalen alene kunne skelnes enten fra hinanden eller fra visse andre vokalkombinationer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Karen Rørby Kristensen

”… men fra omkring år 500 f.Kr. blev retningen fra venstre til højre enerådende.”

Det er ikke helt korrekt. Fra Kreta (især Gortyn) er der adskillige lovtekster fra det femte århundrede f.Kr., herunder den såkaldte Gortynloven (ca. 450 f.Kr. eller lidt senere), der er hugget bustrofedon.

svarede Ida Elisabeth Mørch

Tak for din kommentar. Når vi får tilknyttet en fagansvarlig til kategorien, vil vi bede vedkommende tage stilling til, om artiklen skal ændres.
Redaktionen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig