Det græske alfabet består af 24 bogstaver. Det findes i en nygræsk og en oldgræsk version; den oldgræske ses som forløber til det latinske og det kyrilliske alfabet. De græske bogstaver bruges ofte som symboler og betegnelser inden for matematik og andre naturvidenskabelige fag.

Bogstaverne i det græske alfabet

Bogstavets nummer Bogstavets oldgræske navn
1 alfa
2 beta
3 gamma
4 delta
5 epsilon
6 zeta
7 eta
8 theta
9 iota
10 kappa
11 la(m)bda
12 my
13 ny
14 xi
15 omikron
16 pi
17 rho
18 sigma
19 tau
20 ypsilon
21 fi
22 chi
23 psi
24 omega

Efter oldtidens grækeres opfattelse stammede det græske alfabet fra det fønikiske og var bragt til Grækenland i mytisk tid af kong Kadmos eller kong Danaos. Den moderne forskning tilslutter sig traditionen om oprindelsesstedet, men diskuterer stadig, hvornår og hvordan det fællessemitiske konsonantalfabet har udviklet sig til det græske alfabet. De ældste græske alfabetindskrifter er fra omkring 750 f.v.t., men indførelsen er formentlig sket noget tidligere.

Bogstav, talværdi og translitteration

bogstav talværdi navn, oldgræsk translitteration
oldgræsk nygræsk
Α, α 1 alfa a a
Β, β 2 beta b v
Γ, γ 3 gamma g g
Δ, δ 4 delta d d
Ε, ε 5 epsilon e e
Ζ, ζ 7 zeta z z
Η, η 8 eta e i
Θ, θ 9 theta th th
Ι, ι 10 iota i i
Κ, κ 20 kappa k k, g
Λ, λ 30 la(m)bda l l
Μ, μ 40 my m m
Ν, ν 50 ny n n
Ξ, ξ 60 xi x x
Ο, ο 70 omikron o o
Π, π 80 pi p p, b
Ρ, ρ 100 rho r, rh1 r
Σ, σ, ς 200 sigma s s
Τ, τ 300 tau t t, d
Υ, υ 400 ypsilon y i, y
Φ, φ 500 fi ph, f f
Χ, χ 600 chi ch ch, h
Ψ, ψ 700 psi ps ps
Ω, ω 800 omega o o

1rh forekommer kun i begyndelsen af ord.

Det græske alfabets historie

Grækerne overtog det fønikiske alfabets tegn og navne, men omtydede visse tegn til tegn for vokaler, der ikke noteres i de semitiske alfabeter. Herved blev Α, Ε, Ι, Ο og Υ tegn for vokaler. Mange forskere anser desuden alfabetets sidste konsonanter Φ, Χ og Ψ for græske nydannelser.

Skriveretning

I begyndelsen skrev grækerne, som fønikierne, fra højre mod venstre, ligesom man stadig gør på arabisk og hebraisk. I indskrifter brugte man en tid også bustrofedon, hvor skriveretningen skifter ved hver linje, men fra omkring år 500 f.v.t. blev retningen fra venstre til højre enerådende.

Alfabetvarianter

De græske bystater udviklede mange forskellige alfabetvarianter. Hovedtyperne opdeles i vestgræsk, der er forlæg for det latinske alfabet og bl.a. brugtes på Sicilien og i Syditalien, og østgræsk, det senere græske standardalfabet. De vigtigste forskelle ligger i tegnene Η og Ω: Η hed oprindelig heta og betegnede h, men da aspiration forsvandt i de aioliske og joniske dialekter, blev bogstavet omtydet til langt e (eta). Forskellen ses især tydeligt i de to stavemåder af navnet "Herakles": på gammelattisk med mange vestgræske træk ΗΕΡΑΚΛΕΣ, på jonisk ΗΡΑΚΛΗΣ. Ω, langt o, synes at være en jonisk opfindelse. I 403 f.Kr. blev det joniske alfabet officielt indført i Athen og derpå næsten enerådende i alle græsktalende områder.

Spiritus asper og spiritus lenis

Lyden h, der kun bruges initialt foran vokal og ved rho, kunne i klassisk græsk skrives med tegnet ⊢, spiritus asper 'hårdt pust', mens ⊣, spiritus lenis 'blødt pust', angav, at ordet ikke var aspireret. Spiritus markeres i trykte tekster med ‛ og ', foran store begyndelsesbogstaver eller over ordets første vokal- eller diftongtegn. De to tegn bruges fx i ‛ΕΛΛΑΣ 'Hellas' og 'ΑΘΗΝΑΙ 'Athenai'.

Alfabetrækkernes brug

Allerede de ældste alfabetrækker, alfabetarier, fra ca. 700 f.v.t. har den faste bogstavrækkefølge, som blev overtaget fra fønikierne. Den faste rækkefølge gav senere grækerne mulighed for at bruge alfabetet til både tal- og nodetegn. Grækerne overtog de fønikiske bogstavnavne, men omdannede dem til meningsløse ord, der begyndte med den lyd, bogstavet repræsenterede.

I løbet af oldtiden opstod der flere skriftformer afhængigt af skrivematerialet. I middelalderen fik de små bogstaver omtrent de former, som stadig bruges i Grækenland og i udgaver af oldgræske tekster og som videnskabeligt tegnsæt. Det kyrilliske alfabet er dannet af det græske.

Accentsystemet

Det græske sprog havde oprindelig musikalsk accent, og den accentuerede vokal havde højt toneleje. I hellenistisk tid indførtes accenttegn til angivelse af udtale: Akut, fx ά, angav stigende tone, gravis, fx ὰ, fravær af stigende tone, og cirkumfleks, fx α̂, stigende og derefter faldende tone, fx ‛Ελλάς og 'Αθη̂ναι. Accentsystemet var i brug i nygræsk skrift indtil 1982, hvorefter kun akut benyttes. Samtidig blev også angivelsen af spiritus afskaffet efter at have været uden praktisk betydning i ca. 2000 år.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Karen Rørby Kristensen

”… men fra omkring år 500 f.Kr. blev retningen fra venstre til højre enerådende.”

Det er ikke helt korrekt. Fra Kreta (især Gortyn) er der adskillige lovtekster fra det femte århundrede f.Kr., herunder den såkaldte Gortynloven (ca. 450 f.Kr. eller lidt senere), der er hugget bustrofedon.

svarede Ida Elisabeth Mørch

Tak for din kommentar. Når vi får tilknyttet en fagansvarlig til kategorien, vil vi bede vedkommende tage stilling til, om artiklen skal ændres.
Redaktionen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig