Det græske alfabet består af 24 bogstaver. Det findes i en nygræsk og en oldgræsk version; den oldgræske ses som forløber til det latinske og det kyrilliske alfabet. De græske bogstaver bruges ofte som symboler og betegnelser inden for matematik og andre naturvidenskabelige fag.
Bogstaverne i det græske alfabet
Bogstavets nummer | Bogstavets oldgræske navn |
1 | alfa |
2 | beta |
3 | gamma |
4 | delta |
5 | epsilon |
6 | zeta |
7 | eta |
8 | theta |
9 | iota |
10 | kappa |
11 | la(m)bda |
12 | my |
13 | ny |
14 | xi |
15 | omikron |
16 | pi |
17 | rho |
18 | sigma |
19 | tau |
20 | ypsilon |
21 | fi |
22 | chi |
23 | psi |
24 | omega |
Efter oldtidens grækeres opfattelse stammede det græske alfabet fra det fønikiske og var bragt til Grækenland i mytisk tid af kong Kadmos eller kong Danaos. Den moderne forskning tilslutter sig traditionen om oprindelsesstedet, men diskuterer stadig, hvornår og hvordan det fællessemitiske konsonantalfabet har udviklet sig til det græske alfabet. De ældste græske alfabetindskrifter er fra omkring 750 f.v.t., men indførelsen er formentlig sket noget tidligere.
Bogstav, talværdi og translitteration
bogstav | talværdi | navn, oldgræsk | translitteration | |
---|---|---|---|---|
oldgræsk | nygræsk | |||
Α, α | 1 | alfa | a | a |
Β, β | 2 | beta | b | v |
Γ, γ | 3 | gamma | g | g |
Δ, δ | 4 | delta | d | d |
Ε, ε | 5 | epsilon | e | e |
Ζ, ζ | 7 | zeta | z | z |
Η, η | 8 | eta | e | i |
Θ, θ | 9 | theta | th | th |
Ι, ι | 10 | iota | i | i |
Κ, κ | 20 | kappa | k | k, g |
Λ, λ | 30 | la(m)bda | l | l |
Μ, μ | 40 | my | m | m |
Ν, ν | 50 | ny | n | n |
Ξ, ξ | 60 | xi | x | x |
Ο, ο | 70 | omikron | o | o |
Π, π | 80 | pi | p | p, b |
Ρ, ρ | 100 | rho | r, rh1 | r |
Σ, σ, ς | 200 | sigma | s | s |
Τ, τ | 300 | tau | t | t, d |
Υ, υ | 400 | ypsilon | y | i, y |
Φ, φ | 500 | fi | ph, f | f |
Χ, χ | 600 | chi | ch | ch, h |
Ψ, ψ | 700 | psi | ps | ps |
Ω, ω | 800 | omega | o | o |
1rh forekommer kun i begyndelsen af ord.
Det græske alfabets historie
Skriveretning
I begyndelsen skrev grækerne, som fønikierne, fra højre mod venstre, ligesom man stadig gør på arabisk og hebraisk. I indskrifter brugte man en tid også bustrofedon, hvor skriveretningen skifter ved hver linje, men fra omkring år 500 f.v.t. blev retningen fra venstre til højre enerådende.
Alfabetvarianter
De græske bystater udviklede mange forskellige alfabetvarianter. Hovedtyperne opdeles i vestgræsk, der er forlæg for det latinske alfabet og bl.a. brugtes på Sicilien og i Syditalien, og østgræsk, det senere græske standardalfabet. De vigtigste forskelle ligger i tegnene Η og Ω: Η hed oprindelig heta og betegnede h, men da aspiration forsvandt i de aioliske og joniske dialekter, blev bogstavet omtydet til langt e (eta). Forskellen ses især tydeligt i de to stavemåder af navnet "Herakles": på gammelattisk med mange vestgræske træk ΗΕΡΑΚΛΕΣ, på jonisk ΗΡΑΚΛΗΣ. Ω, langt o, synes at være en jonisk opfindelse. I 403 f.Kr. blev det joniske alfabet officielt indført i Athen og derpå næsten enerådende i alle græsktalende områder.
Spiritus asper og spiritus lenis
Lyden h, der kun bruges initialt foran vokal og ved rho, kunne i klassisk græsk skrives med tegnet ⊢, spiritus asper 'hårdt pust', mens ⊣, spiritus lenis 'blødt pust', angav, at ordet ikke var aspireret. Spiritus markeres i trykte tekster med ‛ og ', foran store begyndelsesbogstaver eller over ordets første vokal- eller diftongtegn. De to tegn bruges fx i ‛ΕΛΛΑΣ 'Hellas' og 'ΑΘΗΝΑΙ 'Athenai'.
Alfabetrækkernes brug
Allerede de ældste alfabetrækker, alfabetarier, fra ca. 700 f.v.t. har den faste bogstavrækkefølge, som blev overtaget fra fønikierne. Den faste rækkefølge gav senere grækerne mulighed for at bruge alfabetet til både tal- og nodetegn. Grækerne overtog de fønikiske bogstavnavne, men omdannede dem til meningsløse ord, der begyndte med den lyd, bogstavet repræsenterede.
I løbet af oldtiden opstod der flere skriftformer afhængigt af skrivematerialet. I middelalderen fik de små bogstaver omtrent de former, som stadig bruges i Grækenland og i udgaver af oldgræske tekster og som videnskabeligt tegnsæt. Det kyrilliske alfabet er dannet af det græske.
Accentsystemet
Det græske sprog havde oprindelig musikalsk accent, og den accentuerede vokal havde højt toneleje. I hellenistisk tid indførtes accenttegn til angivelse af udtale: Akut, fx ά, angav stigende tone, gravis, fx ὰ, fravær af stigende tone, og cirkumfleks, fx α̂, stigende og derefter faldende tone, fx ‛Ελλάς og 'Αθη̂ναι. Accentsystemet var i brug i nygræsk skrift indtil 1982, hvorefter kun akut benyttes. Samtidig blev også angivelsen af spiritus afskaffet efter at have været uden praktisk betydning i ca. 2000 år.
Kommentarer (2)
skrev Karen Rørby Kristensen
”… men fra omkring år 500 f.Kr. blev retningen fra venstre til højre enerådende.”
Det er ikke helt korrekt. Fra Kreta (især Gortyn) er der adskillige lovtekster fra det femte århundrede f.Kr., herunder den såkaldte Gortynloven (ca. 450 f.Kr. eller lidt senere), der er hugget bustrofedon.
svarede Ida Elisabeth Mørch
Tak for din kommentar. Når vi får tilknyttet en fagansvarlig til kategorien, vil vi bede vedkommende tage stilling til, om artiklen skal ændres.
Redaktionen
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.