Mock-up af en virtuel lootbox, der åbner sig i et computerspil

Betegnelse for en virtuel lykkepose i et computerspil, der kan indløses til yderligere virtuelle genstande i spillet som fx våben, rustninger, kostumer, fiktive mønter, færdigheder eller andet udstyr.

Faktaboks

Etymologi

kommer af engelsk loot box, der betyder lykkekiste.

Også kendt som

loot-kasse, kiste, chest, lootcrate

En præmisekasse

En lootbox er en betegnelse for en præmiekasse eller en pakke i computerspil, som kan åbnes og omsættes til yderligere virtuelle genstande eller loot, typisk våben, guldmønter, ædelstene eller skins, som giver spillerens avatar ekstra udstyr eller nyt liv.

I spillet fungerer lootboxen som en form for indtægtsgenerering eller belønning, hvormed spilleren kan udvide sine chancer i spillet eller skille sig ud fra andre spillere. Man kan enten købe lootboxen direkte eller opnå den gennem den tid, man har investeret i spillet. Gevinsten kan både have højere eller lavere økonomisk værdi, end det beløb, spilleren indbetalte for lootboxen eller den tid, han eller hun brugte i spillet.

Udviklingen af lootbox

Lootbox-konceptet opstod i kølvandet på udviklingen af online multi-player computerspil og gratis mobilspil i årene 2004-2007. Det fungerer som en belønningsmekanisme, der holder spilleinteressen i gang og får spillere til at blive i spillet ved hele tiden at tilbyde nyt udstyr, og nyt liv. Desuden genererer de spilleindtægter til spiludviklerne, så spillene kan downloades gratis og spilles uden abonnement. Lootboxe blev især populære i midten af 2010’erne, hvor de blev inkorporeret i en række computerspil som fx Fifa, CS:GO, Fortnite, Minecraft samt på platformen Roblox, hvor især mange børn og unge spiller online.

Kritik af lootboxsystemet

I nogle spil kan man opnå lootboxe gratis, mens de i andre spil skal købes for virtuelle mønter eller rigtige penge. Nogle spil er blevet kritiseret for kun at favorisere de spillere, der bruger rigtige penge på lootboxes. Igennem de seneste år har spillemyndighederne i Danmark og internationalt haft et stigende fokus på økonomiske gevinster i computerspil, da eksperter mener, at pengespilselementer kan føre til spilleafhængighed og introducere børn og unge for elementer fra pengespil (gambling).

Lootbox-systemet favoriserer de spillere, der investerer flest penge og mest tid i computerspillet, hvilket fører til en hyppig aktivering af hjernens belønningssystem. Derved kan især børn og unge risikere at blive opslugt at spiluniverset og miste interessen for deres offlineliv og interesser.

Myndighederne forsøger at regulere lootbox-systemet under nationale spillelove for at undgå spilleafhængighed og for at undgå handel med lootboxe og skins på det uregulerede marked.

Læse mere i Den Store Danske

Eksterne links

  • Børn gamer. En guide til forældre. Publikation fra Medierådet.
  • Skinbetting og lootboxes – Gaming eller gambling? Artikel på Spillemyndighedens hjemmeside.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig