Kapgang er en atletikdisciplin, hvor det gælder om at tilbagelægge en bestemt strækning på så kort tid som muligt.

Faktaboks

Også kendt som

gangsport

I modsætning til løb skal udøveren hele tiden have kontakt med underlaget med én fod. Kapgang defineres således som en række skridt, taget på en sådan måde, at en uafbrudt forbindelse med jorden bevares, dvs. at kapgængerens bageste fod ikke må miste jordkontakt, før den forreste fod rammer jorden. Kroppen skal holdes naturligt oprejst, og knæleddet på benet i kontakt med jorden skal være strakt.

Historie

Kapgang har sin oprindelse i Storbritannien i 1600-tallet, men stilen har ændret sig væsentligt gennem tiden, hvilket har haft stor betydning for de præsterede resultater.

De første officielle mesterskaber i kapgang blev afholdt i Storbritannien i 1866. I årene 1908-1924 var kapgang over forskellige distancer på det olympiske program. De nuværende distancer for mænd, 50 km og 20 km, blev indført ved OL i hhv. 1932 og 1956, mens kvindernes distance på 20 km i 2000 erstattede den hidtidige 10 km. Internationalt hører kapgang under det internationale atletikforbund, IAAF.

Kapgang i Danmark

Kapgang i Danmark havde i årene 1946-2002 sit eget forbund, Dansk Gang Forbund, men har siden 2003 været organiseret i Dansk Atletik Forbund.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig