lokalhistorie

Lokalhistorie. Siden midten af 1900-t. har et voksende antal lokalhistoriske arkiver over hele Danmark gjort en stor indsats for at indsamle, registrere og bevare tekst-, billed- og lydmateriale til belysning af historiske forhold i lokalområdet. Mennesker langt ud over faghistorikernes kreds drager nytte heraf, fx i forbindelse med slægtsforskning. Lokalhistorisk Arkiv for Aalborg Kommune, som det så ud i 1989.

.

Lokalhistorie. Fotografier udgør et vigtigt lokalhistorisk kildemateriale. På dette billede ser man købmand Peder P. Hedegaards købmandshandel i Nørresundby, som den så ud ca. 1894. Man får bl.a. et indtryk af stedets vareudbud og indretning samt af tidens klædedragt.

.

Lokalhistorie, historisk disciplin med udgangspunkt i lokalområder. Lokalhistorien i Danmark har sin oprindelse i 1600-1700-t.s topografiske beskrivelser, der kunne omfatte hele landet (fx Peder Hansen Resens Atlas Danicus) eller enkelte byer og egne. Interessen for og kærlighed til lokaliteten blev dengang ofte forbundet med teorier om dens opståen og forslag til dens videre opblomstring. I 1800-t. ændrede genren karakter, idet der blev lagt mere vægt på at formidle historisk viden. Enkelte landsdele fik egne historiske tidsskrifter (Fyn 1859, Jylland 1866, Sønderjylland 1889), der opstod museer i en række provinsbyer, og i 1889 blev tre landsarkiver oprettet. Der var dermed skabt baggrund for det nybrud, som blev indvarslet med de amtshistoriske samfund (oprettet i årene efter 1902), der holder møder og udgiver lokalhistoriske årbøger.

Siden er antallet af foreninger og institutioner vokset betydeligt, og lokalhistorie har antaget karakter af en folkelig bevægelse. Flere museer er kommet til, og lokalhistoriske foreninger er opstået i mange sogne. Noget afgørende nyt skete med oprettelsen af de lokalhistoriske arkiver — en amatørbevægelse, der især tog fart i 1960'erne. I 1990'erne er hele landet dækket af lokalarkiver, hvis arbejde supplerer de statslige arkivers. I 1971 oprettedes Lokalhistorisk Afdeling ved Historisk Institut, Københavns Universitet.

Årsagerne til den kraftige udbygning af lokalhistoriens organisationsapparat siden 1960'erne og den stigende interesse for fagområdet er såvel videnskabsinterne, fx interesse for social- og mentalitetshistorie, og videnskabseksterne, begrundet i en interesse for nærsamfundet og individets trivsel. Samtidig findes nære berøringspunkter med andre videnskaber som etnologi, folkloristik og genealogi.

Mange historiske problemer kan bedst eller måske udelukkende løses via lokalhistoriske undersøgelser, som herved underbygger og uddyber rigshistorien. I andre tilfælde kan sådanne undersøgelser tjene som pilotprojekter, der ofte vil kunne forfine problemstillinger og sætte spørgsmålstegn ved generelle opfattelser. I den forbindelse har sammenlignende lokalhistoriske studier betydelig interesse. Men ved siden heraf har lokalhistorien en klar folkelig dimension, idet betydelige kredse ikke alene ønsker at læse om de enkelte lokaliteters historie, men også går aktivt ind i arbejdet med at indsamle og registrere kilderne hertil og skrive den lokale historie. Den "lille" historie er ofte nemmere at begribe end den "store", og her har lokalhistorien klare formidlingsmæssige fortrin.

At det kan være svært at give en præcis definition af begrebet lokalhistorie, vil mange af disciplinens dyrkere anse for en fordel. Uden snævre bindinger kan man studere en lokalitet og dens mennesker dels som en helhed, der er forskellig fra andre helheder, dels som en helhed, der virker sammen med andre større og mindre helheder. Se også hjemstavnsbevægelse.

De lokalhistoriske foreninger

De lokalhistoriske foreninger arbejder sædvanligvis gennem møde- og publikationsvirksomhed, men nogle foreninger driver også lokalhistoriske museums- og/eller arkivaktiviteter. De første lokalhistoriske foreninger opstod på landsdelsplan i 1860'erne, fx inden for et stift og ofte på initiativ af embedsmandskredse. I begyndelsen af 1900-t. dækkedes landet af amtshistoriske samfund, der var stiftet af en bredere kreds, og endelig kom fra 1950'erne en bølge af foreninger, hver omfattende et sogn eller en kommune og stiftet af ikke-professionelle. Stiftelsesperioderne falder sammen med perioder, der er præget af samfundsmæssige opbrud. De lokalhistoriske foreninger er organiseret i Dansk Lokalhistorisk Forening (DLF, stiftet 1967 som Sammenslutningen af Lokalhistoriske Foreninger).

De lokalhistoriske arkiver

De lokalhistoriske arkiver indsamler og registrerer papirer, billeder, film, bånd m.m., oftest af privat oprindelse og med relation til det geografiske område, som arkivet dækker. Materialet kan anvendes på lokalarkivets læsesal og formidles desuden via udstillinger, foredrag, årsskrifter m.m.

Det første lokalhistoriske arkiv blev oprettet 1937 i Faaborg; Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA, stiftet 1949) har over 500 medlemmer (2012). På arkiverne arbejder både frivillige og ansatte i jagten efter lokale rødder, og lokalarkivbevægelsen er vokset stærkt efter kommunalreformen i 1970. Ca. 30% af lokalarkiverne er foreningsdrevne, færre knyttet til bibliotek eller museum. I ca. 20 større kommuner findes stadsarkiver, der også har mange kommunale arkivalier.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig