hjemstavnsbevægelse

Hjemstavnsbevægelse, strømning i 1900-t.s begyndelse, der bygger på den tankegang, at det enkelte menneske med tiden præges af eller føler et skæbnefællesskab med det sted, hvor det er født eller bor.

I Danmark formaliseredes denne strømning i 1923, da Udvalget for Hjemstavnskultur under ledelse af lektor Regnar Knudsen (1882-1959) afholdt det første af en række årlige hjemstavnskurser. En egns natur og kultur blev studeret som en helhed, hvoraf hver enkelt bestanddel har betydning: geologi, botanik, topografi, historie, økonomi osv. Det var navnlig skolelærere, der deltog i kurserne med det formål at kvalificere sig til at vække børnenes interesse for deres hjemstavn. Efter hvert stævne udgav man en stævnedagbog, der samtidig var bevægelsens årsskrift.

I 1939 videreførte Landsforeningen for Hjemstavnskultur udvalgets arbejde og udgav indtil 1972 tidsskriftet Dansk Hjemstavn. I 1974 nedlagde foreningen sig selv.

Den danske hjemstavnsbevægelse var inspireret af den svenske "hembygdsrörelse" og den tyske "Heimatbewegung", der allerede omkring 1900 havde dannet lokale hjemstavnsforeninger. Tanken om, at steder og mennesker gensidigt præger hinanden, kan give grobund for lokalpatriotisme, nationalfølelse og nationalisme. I modsætning hertil står den opfattelse, at samfund hænger sammen gennem økonomisk bestemte klasser, der ikke påvirkes af historisk betingede geografiske grænser. Som ekstreme eksempler på regimer, der har forsøgt at udslette lokale forskelle, kan nævnes 1930'ernes Tyskland (jf. Blut und Boden) og dele af Østeuropa ca. 1950-90.