lav (sammenslutning)

Allerede i middelalderen udviklede lavene i Danmark sig til faglige organisationer, men indtil Reformationen havde de også et kirkeligt islæt. Betingelser for optagelse var foruden at være født inden for ægteskab og have udført et mesterstykke ofte en afgift og afholdelse af en fest for lavets medlemmer, såkaldt igangsgilde eller mesterkost. Nogle steder krævedes tillige dokumentation for en vis driftskapital i form af rede penge eller værktøj, hvilket virkede adgangsbegrænsende og bidrog til en social højnelse af håndværkernes status i det lagdelte bysamfund. I løbet af 1200-t. blev lavene en stadig stærkere magtfaktor for håndværksmestrene, der forsøgte at begrænse tilgangen til dem; lukkede lav med et bestemt antal mestre var dog forholdsvis sjældne i Danmark. Det ældste kendte privilegium på et lavs eneret på faget blev givet 1349 til skrædderne og overskærerne i Ribe.

Ligesom kongemagten i denne periode søgte at koncentrere handel og håndværk i byerne, bestræbte lavene sig på at samle alt håndværk der. Deres varetagelse af håndværksmestrenes interesse kolliderede dog jævnligt med kongemagtens hensyntagen til vareforsyningen og befolkningens leveomkostninger. Lavene blev flere gange ophævet, således af Christian 4. i 1613, men det viste sig dog altid, at man ikke kunne undvære deres organisering af arbejdsmarkedsforholdene og de faglige uddannelser.

Oprettelsen af et lav forudsatte, at der i byen var et vist antal udøvere af faget. Mange danske købstæder var for små, og ca. 20 købstæder fik aldrig lav overhovedet, heriblandt Lemvig, Holstebro, Ringkøbing, Grenaa, Ebeltoft, Nykøbing Sjælland og Ringsted. Mestre kunne her være medlem af et lav i en nabokøbstad. Flest lav havde København med over 50 frem til ca. 1700, mens Odense, Aalborg og Flensborg hver havde omkring 20. Talrigst var skomagernes, skræddernes og smedenes lav, mens de mindre fag undertiden løste deres problemer ved at samle flere fag i ét lav, fx Svendborgs lav for guldsmede, remsnidere og sværdfegere fra ca. 1450 og Flensborgs lav for malere, guldsmede, glarmestre og snedkere fra 1497.

Fra slutningen af 1700-t. voksede kritikken af lavsvæsenet. Frimesterordningen blev efterhånden udvidet, og med Grundloven af 1849 og den følgende tids liberalisering af erhvervslivet var lavenes rolle udspillet. Deres eneret bortfaldt med Næringsloven af 1857; en del lav levede dog videre, især i København, som frie faglige mesterforeninger.

I lavene var mestrene de ledende. Lovene eller vedtægterne, skråerne, omtaler også svende og læredrenge, men de blev ikke betragtet som fuldt uddannede håndværkere, før de havde udført deres mesterstykke. Særlige svendelav kendes fra flere byer, tidligst de københavnske bagersvendes fra 1403.

Livet i lavet styredes af oldermanden, som var medlem af lavet og valgt for et år ad gangen. Han havde en eller to hossiddere, også kaldet stolsbrødre eller bisiddere, ikke at forveksle med de bisiddere, der efter enevældens indførelse blev sendt til lavsstævnerne af øvrigheden for at kontrollere lavets virksomhed. Når året var omme, rykkede en af hossidderne op og blev oldermand.

Oldermanden administrerede efter skråen, der kunne have op til 60 artikler med påbud, forbud og forskrifter. Blandt de tidligste er rebvindernes skrå fra Malmø (1412), skræddernes fra København og Slesvig (ca. 1415), skomagernes fra Flensborg (1437) og smedenes fra Ribe (1424). Lavsartiklerne fastsatte bl.a. rammer for forholdet mellem mestre, svende og læredrenge mht. arbejde, uddannelsesforhold, læretid, lavsmøder mv. og skulle godkendes af byens råd.

I byerne kunne de større håndværksfag have lavshuse, mens mindre fag måtte nøjes med oldermandens hus. Lavsskiltet eller oldermandsskiltet viste, hvor lavet havde hjemme. Lavet var håndværkernes sociale netværk og trådte til med hjælp, fx i forbindelse med sygdom og begravelse og som støtte til enker og efterladte umyndige børn.

I lavet mødte håndværkeren sine fagfæller ikke blot i faglig, men også i selskabelig sammenhæng. Ved lavsmøderne blev lavets skrin, laden, åbnet efter tre slag på låget. Det skaffede ro i salen, således at der kunne holdes omfrag, dvs. der spurgtes, om nogen havde noget at sige andre på, og man behandlede løbende sager som afgørelse af stridigheder, fremvisning og godkendelse af mesterstykker samt aftaler om lærekontrakter. Når laden igen var lukket, begyndte den mere selskabelige del af mødet. Nogle af lavsmøderne, som regel fire om året, var lavsforsamlinger, hvor der blev truffet beslutninger.

Håndværkslivet var i lavene præget af mange ceremonier, især inspireret af kontakten med det fagligt veludviklede nordtyske område. Herom vidner bl.a. velkomsten, en stor, ofte kunstfærdigt udført drikkepokal, der gik rundt i forsamlingen, skafferstokken, hvormed man slog på ladens låg, seglstamper, hvormed man satte lavets segl på breve, samt indsamlingsbøssen. Vigtig var også lavsprotokollen med lavets artikler, mødereferater og fortegnelser over oldermænd og mestre. Se også gilde og håndværk.