landbrugsskoler

Landbrugsskoler, selvejende institutioner, som alle er oprettet med det formål at tilbyde landbrugsundervisning til uddannelse som landmand, men de kan have forskelligt holdningsmæssigt præg. Der findes 11 landbrugsskoler i Danmark. Yderligere tilbydes landbrugsundervisning fra flere erhvervsskoler som følge af fusioner med landbrugsskoler. Uddannelsen til faglært landmand udbydes således fra 14 uddannelsesinstitutioner i dag, geografisk jævnt fordelt. Landbrugsskoler drives som kostskoler, bl.a. for at fremme elevernes personlige udvikling gennem kostskolemiljøet, men elever kan også bo hjemme. En landbrugsskole er ofte samlingssted for den egn, der har stået for oprettelsen. Skolerne får statsstøtte efter principper gældende for erhvervsskoler, og undervisningen er gratis.

Tilsyn føres af Landbrugsuddannelsesudvalget (LUU), som samtidig er rådgivende organ for landbrugsuddannelsen. Skolerne samarbejder i betydelig grad om den pædagogiske udvikling, formidlet gennem Danske Landbrugsskoler.

Til de fleste landbrugsskoler hører et landbrug, således at eleverne kan lære praktiske færdigheder samt benytte det i ledelsesopgaver, men undervisningen er dog overvejende teoretisk. Pga. økonomien har en del af skolerne afhændet tidligere tilhørende landbrug. Hovedparten af de ansatte lærere er uddannet agronom eller jordbrugsteknolog.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig