Kridt, hvid, finkornet kalksten af mere end 90% calcit (kalkspat), dannet af mikroskopiske skaldele fra planktoniske kalkalger, coccolitter. Kridtaflejringer, der hovedsagelig er dannet på de dybere dele af kontinentalsoklen (shelfen) på 50-200 m vand i den senere del af perioden Kridt for ca. 100-65 mio. år siden, findes primært i NV-Europa, bl.a. under størstedelen af Danmark, hvor de kan danne flere hundrede meter tykke lagpakker.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kridt kommer af latin creta 'kalk'.

Kridtaflejringer indgår i nogle af Danmarks smukkeste landskabselementer, fx udgør de store dele af bl.a. Stevns og Møns Klint. Kridt er af betydelig økonomisk interesse, idet langt hovedparten af de danske olie- og gasforekomster findes i sådanne lag. Desuden benyttes kridt som en væsentlig ingrediens i cement, som fyldstof i vandbaserede farver såsom limfarve og gouache og som hvidt pigment i billige plakatfarver. Se også calcium (forbindelser), kalk og kridering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig