Kongebrevsforfølgning er betegnelsen for breve fra en konge, der efter anmodning fra en fordringshaver befalede skyldneren at betale eller gøre indsigelse. Senere blev kongebrevsforfølgning foretaget af kongen gennem rigens kansler.

Gjorde skyldneren indsigelse, tog kongen stilling til synspunkterne og påkendte således sagens realitet i konkurrence med de almindelige domstole. Sad skyldneren befalingerne overhørig, havde han gjort sig skyldig i majestætsforbrydelse, og kongen kunne konfiskere hans faste ejendom, således at fordringshaveren fik fyldestgørelse for sit krav, mens kongen i visse tilfælde beholdt resten. Denne praksis vakte modstand, og ved Erik 5. Klippings håndfæstning i 1282 bestemtes det, at der ikke måtte lægges beslag på mere af en skyldners faste ejendom end det, der var nødvendigt til at dække fordringshaverens krav og de bøder, der tilkom fordringshaveren og kongen.

Kongebrevsforfølgning var en særlig form for tvangsfuldbyrdelse inden for den middelalderlige retspleje og anvendtes indtil 1660, fra ca. 1500 under navn af rigens rets dele til indførsel.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig