kirkeklokke
Kirkeklokken i Vejrum Kirke, støbt af Jes Smid, 1485.
Af /DK-Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0
kinesisk klokke

Bronzeklokke fra Shanxi Museum i Taiyuan, Kina.

Af /www.WorldHistoryPics.com.

Klokke er et kop- eller skålformet slagtøjsinstrument, der kendes over det meste af verden og fremstilles af forskellige materialer og i varierende former og størrelser (fx bjælde og koklokke). Den almindeligt forekommende (kirke)klokke støbes af klokkebronze, som er en legering af normalt 78 % kobber og 22 % tin. Tonedannelsen sker ved anslag med en indvendig knebel eller med en udvendig hammer.

Klokkens størrelse er afgørende for tonehøjden: jo større klokke, desto dybere tone. En oktavs forskel i tonehøjden kræver en masseforskel på otte gange. Når klokken anslås, høres en serie toner (partialtoner), men de adskiller sig fra alle andre musikinstrumenter ved i stedet for en dur-terts at have en mol-terts. Dette medvirker til at give klokken dens klanglige særpræg.

Fremstilling af klokker

En klokke støbes til en bestemt tonehøjde og klang ud fra sin størrelse, vægt, diameter og profil. Støbningen efter cire perdue-metoden begynder med opbygningen af en kerne, hvis overflade skal blive identisk med klokkens inderside. Derefter formes klokken i voks, den falske klokke, som påføres kernen og formgives ved hjælp af roterende skabeloner. Inskriptioner i voks påføres voksmodellen, og uden på denne bygges en ydre form op i ler. Dens inderside bliver identisk med klokkens yderside. Vokset smeltes væk, og flydende klokkebronze på ca. 1.150 °C hældes i mellemrummet mellem den ydre og den indre form. Når metallet er størknet, slås formen itu, og klokken er klar til afpudsning og stemning. Da renheden ikke er helt perfekt i uafstemte klokker, jomfruklokker, afstemmes klokkerne nu til dags med brug af avanceret elektronisk måleudstyr. Ved at afhøvle materiale forskellige steder på klokkens inderside kan man påvirke partialtonerne.

Ophængning og brug

Klokker ophænges i klokketårne eller i klokkestabler på en vandret roterende aksel med åbningen nedad i en såkaldt klokkestol. Klokken sættes i bevægelse ved håndkraft med brug af et tov eller vha. en elektrisk ringemotor. Klokker kan også ophænges stationært, hvilket er tilfældet i klokkespil.

Bronzeklokker fra ca. 3.000 f.v.t. er fundet i udgravninger i Sydøstasien. Før den tid brugte man klokker af materialer som andre metaller, frugtskaller og træ. Fra Sydøstasien og især Kina gik klokkens vej til Europa over Indien, Egypten og Balkanlandene, og større bronzeklokker indførtes i Campania i Syditalien omkring 500 e.v.t. Af navnet Campania er afledt campanile (fritstående klokketårn, se kampanile) og campanologi (læren om klokker).

Fra omkring 800 blev klokken kendt og udbredt i størsteparten af det kristne Europa. Siden den tid har det været almindeligt at påføre klokker inskriptioner, i begyndelsen blot støbernavn og årstal, men senere også bønner og bibelcitater, sentenser og historiske oplysninger. Klokker har også fået navne og er blevet indviet med særlige dåbsceremonier.

Den hidtil største klokke er den såkaldte Zarklokke, som blev støbt i Moskva i 1735, men aldrig ophængt; den vejer ca. 200 ton. Danmarks største eksisterende klokke hænger i Vor Frue Kirke i København; dens vægt er ca. 4 ton. Der findes i Danmark ca. 4.000 kirkeklokker (foruden klokkerne i klokkespil). Her såvel som i andre europæiske lande er bestanden flere gange blevet reduceret bl.a. som følge af konfiskationer af klokker til brug for omsmeltning til krigsmateriel.

Klokkeringningsskikke

Som meddelelsesmidler har klokker tjent mange praktiske formål, fx som gårdklokker, skibsklokker, bordklokker, sporvognsklokker og cykelklokker.

I kirkelig sammenhæng kaldte morgenringningen byboer til morgenmesse i den katolske tid i Danmark, mens aftenringningen var tegn til lukning af byens porte og tildækning af husenes ildsteder. Dødsfald bekendtgjordes ved hjælp af klokker; ved ringningens varighed og antallet af klokker kunne man angive den afdødes alder og sociale stand.

Kirkeklokker har fire væsentlige anvendelsesmuligheder: 1) at opfordre til bøn (sammenringning til gudstjenester og kirkelige handlinger); 2) at sprede væsentlige budskaber (sjæleringning, fredsklokke); 3) at markere fest- og højtidsdage, landesorg mv.; 4) at advare mod fare (stormklokke; varsling om radioaktivt nedfald gældende indtil 1993).

I folkekirken har katolske ringeskikke overlevet enkelte steder helt til i dag, fx i Løgumkloster, hvor de tre gange tre bedeslag stadig efterfølges af tre hurtige Mariaslag. Sjæleringningen, i dag ofte kaldet døderingningen, er i mange variationer bibeholdt i Syd- og Sønderjylland samt spredt på Fyn (se begravelse). Enkelte steder ringes der endnu i en time, andre steder en halv, oftest kun et kvarter, og visse steder er ringningen erstattet af klemten med kneblen mod klokken, hvilket generelt symboliserer sorg. Hurtige slag med en hammer på klokkens yderside, kimen, symboliserer glæde og anvendes fx ved kirkelige højtider.

I England findes en tradition for changeringing 'vekselringning'; et hold ringere, normalt 5-8 mand, ringer med hver sin klokke efter et forud fastlagt skema. Ringning med syv klokker vil give 5.040 kombinationsmuligheder og vare ca. tre timer. Ringninger på op til 12 timer med 21.363 variationer har fundet sted.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig