klokke - slagtøjsinstrument

Klokke, kop- eller skålformet slagtøjsinstrument, der kendes over det meste af verden og fremstilles af forskellige materialer og i varierende former og størrelser (fx bjælde og koklokke). Den almindeligt forekommende (kirke)klokke støbes af klokkebronze, som er en legering af normalt 78% kobber og 22% tin. Tonedannelsen sker ved anslag med en indvendig knebel eller med en udvendig hammer. Klokkens størrelse er afgørende for tonehøjden: jo større klokke, desto dybere tone. En oktavs forskel i tonehøjden kræver en masseforskel på otte gange. Når klokken anslås, høres en serie toner (partialtoner), men de adskiller sig fra alle andre musikinstrumenter ved i stedet for en dur-terts at have en mol-terts. Dette medvirker til at give klokken dens klanglige særpræg.

En klokke støbes til en bestemt tonehøjde og klang ud fra sin størrelse, vægt, diameter og profil. Støbningen efter cire perdue-metoden begynder med opbygningen af en kerne, hvis overflade skal blive identisk med klokkens inderside. Derefter formes klokken i voks, den falske klokke, som påføres kernen og formgives ved hjælp af roterende skabeloner. Inskriptioner i voks påføres voksmodellen, og uden på denne bygges en ydre form op i ler. Dens inderside bliver identisk med klokkens yderside. Vokset smeltes væk, og flydende klokkebronze på ca. 1150 °C hældes i mellemrummet mellem den ydre og den indre form. Når metallet er størknet, slås formen itu, og klokken er klar til afpudsning og stemning. Da renhenden ikke er helt perfekt i uafstemte klokker, jomfruklokker, afstemmes klokkerne nu til dags med brug af avanceret elektronisk måleudstyr. Ved at afhøvle materiale forskellige steder på klokkens inderside kan man påvirke partialtonerne.

Klokker ophænges i klokketårne eller i klokkestabler på en vandret roterende aksel med åbningen nedad i en såkaldt klokkestol. Klokken sættes i bevægelse ved håndkraft med brug af et tov eller vha. en elektrisk ringemotor. Klokker kan også ophænges stationært, hvilket er tilfældet i klokkespil.

Bronzeklokker fra ca. 3000 f.Kr. er fundet i udgravninger i Sydøstasien. Før den tid brugte man klokker af materialer som andre metaller, frugtskaller og træ. Fra Sydøstasien og især Kina gik klokkens vej til Europa over Indien, Egypten og Balkanlandene, og større bronzeklokker indførtes i Campania i Syditalien omkring 500 e.Kr. Af navnet Campania er afledt campanile (fritstående klokketårn, se kampanile) og campanologi (læren om klokker). Fra omkring 800 blev klokken kendt og udbredt i størsteparten af det kristne Europa. Siden den tid har det været almindeligt at påføre klokker inskriptioner, i begyndelsen blot støbernavn og årstal, men senere også bønner og bibelcitater, sentenser og historiske oplysninger. Klokker har også fået navne og er blevet indviet med særlige dåbsceremonier.

Den hidtil største klokke er den såkaldte Zarklokke, som blev støbt i Moskva i 1735, men aldrig ophængt; den vejer ca. 200 t. Danmarks største eksisterende klokke hænger i Vor Frue Kirke i København; dens vægt er ca. 4 t. Der findes i Danmark ca. 4000 kirkeklokker (foruden klokkerne i klokkespil). Her såvel som i andre europæiske lande er bestanden flere gange blevet reduceret bl.a. som følge af konfiskationer af klokker til brug for omsmeltning til krigsmateriel.