Slagtøj kan inddeles i flere grupper afhængigt af materiale, form, klang osv. Fx frembringes lyden på instrumenterne i øverste række af udspændte skind, mens den på de to nederste opstår fra ulige lange stave; desuden afgiver pauke, marimba og klokkespil toner fra sig, modsat de andre viste instrumenter, der ikke har fast tonehøjde.

.

Slagtøj, fællesbetegnelse for den mangfoldighed af rytmeinstrumenter, der bl.a. forekommer i symfoniorkestret og i rytmiske orkestre. De opdeles i membranofoner (membraninstrumenter) og idiofoner (selvklingere).

Membranofoners lydprincip består i, at et skind, udspændt over en klangforstærker, sættes i svingninger, ved at det enten direkte eller indirekte anslås, knipses eller gnides. Hertil hører de forskellige trommetyper: lilletromme, hvirveltromme og stortromme, der alle er uden fast tonehøjde, og pauke, der er stemt og derfor indtager en særstilling i symfoniorkestret.

Idiofoner er faste legemer, der sættes i svingninger ved at blive anslået (fx gong, tempelblok, triangel), slået sammen (bækkener, kastagnetter), skrabet (guiro), rystet (bjælder, maracas), knipset (jødeharpe, mbira), gnedet (glasspil) eller stampet (rumsterstang). Nogle idiofoner har fast tonehøjde (fx xylofon, marimba, vibrafon, klokkespil), andre har ikke (bækken, triangel, gong, tempelblok, kastagnetter, maracas).

I middelalderen brugtes mange typer slagtøj inden for de fleste samfundslag. Fra billedfremstillinger kendes især triangel, bækken, tamburin og enhåndstromme. Fra den tyrkiske janitsharmusik stammede ensemblet stortromme, triangel og bækkener, der optrådte i hofmusikken i 1600-t., og som i anden halvdel af 1700-t. indførtes som eksotisk effekt ("tyrkisk musik") især i operaer, fx Mozarts Bortførelsen fra Seraillet (1782).

I det tidlige wienerklassiske symfoniorkester var to pauker den eneste form for slagtøj. I løbet af 1800-t. øgedes slagtøjsgruppen gradvis med fx flere pauker, lilletromme, gong, xylofon og klokkespil, og fra begyndelsen af 1900-t. ses kastagnetter, klaptræ, tempelblok og vibrafon. Samtidig voksede slagtøjsinstrumenternes selvstændighed, fx i Igor Stravinskys Le Sacre du printemps (1913). I anden halvdel af 1900-t. ses rene slagtøjsensembler, og i Karlheinz Stockhausens Mikrophonie I (1964) er slagtøjet bearbejdet elektronisk.

I 1900-t.s rytmiske orkestre inden for jazz, rock og populærmusik spiller især trommesættet en afgørende rolle, eventuelt sammen med slagtøjsinstrumenter fra bl.a. Latinamerika og Afrika.

Se også tromme og de øvrige nævnte instrumenter samt artiklen om musikinstrumenter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig