Juletræ. Illustration fra Peters Jul af Johan Krohn, tegnet af Pietro Krohn.

.

Juleaften hos borgmesterparret Juliane og Jens Jensen. Under træet ligger sammen med de indpakkede julegaver hæftet , Juleferie, udgivet af Københavns Kommunelærerforening i 1918 og 1919. Jens Jensen (1859-1928), dansk fagforeningsleder og politiker.

.

Familien er samlet i stuen, juletræet er tændt og børnene har fået deres julegaver, tegning fra Illustreret Tidende, 1869-1870.

.

Juletræet er en oprindeligt tysk skik, der stammer fra 1500-tallet. I Danmark kendes juletræet fra begyndelsen af 1800-tallet.

Juletræet i Danmark

Det første danske juletræ blev angiveligt tændt i 1808 på Holsteinborg gods på Sydsjælland. På godset sad lensgreve F.A. Holstein, som med sine tyske rødder givetvis var årsagen til, at den tyske tradition fandt vej til godset.

Holsteneren Martin Lehmann (1775-1856, Orla Lehmanns far) er den første, man kender, der indførte skikken i København. Det skete i 1811.

N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen og juletræet

I 1817 skrev N.F.S. Grundtvig i sit tidsskrift Dannevirke, at "Juletræet er Udtryk for udvandet Kristendom". Han ændrede dog hurtigt opfattelse. Kort efter skrev han digtet ”Jule-Træet”, som satte juletræstraditionen ind i en kristen kontekst. Det blev første gang trykt i december 1823 i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn og var med til at øge københavnernes kendskab til juletræet.

Også H.C. Andersens eventyr fra 1844 om Grantræet, der længtes efter at komme ind i stuen og blive pyntet, var med til at udbrede traditionen.

Dansen rundt om juletræet og julesalmer

I Danmark har det siden anden halvdel af 1800-tallet været almindeligt, at man går rundt om træet med hinanden i hænderne, mens man sammen synger udvalgte julesalmer.

Populære sange er herudover Peter Fabers og Emil Hornemans verdslige Høit fra Træets grønne Top (1848), hvis tekst er blevet et veritabelt katalog over klassisk juletræspynt. På grund af sangens nationalt anspændte tilblivelsestidspunkt pynter man stadig med militærtrommer og dannebrogsguirlander.

Uden for København

Uden for København var det i lærer- og præstehjem, at juletræet først blev indført. Dér havde man kontakterne til København og til de kredse, der ikke blot selv havde juletræ, men som også skrev om dem i tidens magasiner og dagblade, almanakker og julebøger. Først omkring 1900 var juletræsjulen indført i de fleste hjem.

Produktion af juletræer

I Danmark brugte man oprindelig mest rødgran og almindelig ædelgran, idet juletræer udelukkende blev taget i eksisterende tømmerproduktionsbevoksninger. Fra først i 1960'erne begyndte en mere målrettet og intensiv dyrkning af juletræer i særlige plantager af først og fremmest nordmannsgran (Abies nordmanniana) og i mindre udstrækning nobilis (A. procera).

Det tager ca. ti år at producere et juletræ. I 1977 var produktionen af nordmannsgran-juletræer i størrelsesordenen ¾ millioner træer. Det foreløbig højeste antal nåede man i 1991 med ca. 10 millioner træer: ca. 7 millioner nordmannsgran og nobilis og 3 millioner fordelt på andre arter, primært rødgran.

Danmark er den største europæiske eksportør af juletræer. I 2019 blev der produceret 12 millioner juletræer i danske plantager og skove. Af disse gik 10,5 millioner til eksport. De fleste af disse sælges til Tyskland.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig