Tuborg Julebryg er blevet produceret siden 1981.

.

Julebryg eller juleøl er oprindelig en betegnelse for den særlig stærke og gode højtids- eller festøl, som blev brygget på landet for at drikke julen ind. I 1800-tallets slutning fik den søde og ekstraktholdige julehvidtøl eller "nisseøl", som er en mørk og alkoholsvag hvidtøl, sin udbredelse.

De kommercielle julebryg

Den første kommercielle julebryg blev skabt i 1953 på Bryggeriet Carlsminde ved Nyborg. Danske bryggerier holder fast i de traditionelle højtidsbryg, og udbuddet af bl.a. julebryg er vokset kraftigt i takt med den store interesse for øl efter år 2000.

De undergærede guldølstyper var tidligere styrende på markedet, bl.a. Blålys (Albani – introduceret i 1960), Tuborg Julebryg (1981) og Carls Jul (Carlsberg, 1997), men i 2004 lancerede Carlsberg en overgæret Christmas Ale (8,3 % vol. alkohol), der blev en stor succes.

Danske bryggerier udsender mange typer julebryg, ligesom der også bliver importeret en stor mængde forskellige belgiske, tyske og britiske sæsonøl.

J-dag

Mange danskere har siden starten af 1990'erne markeret dagen, hvor årets danske julebryg blev sat til udskænkning på forskellige beværtninger. Dette skete til dels på foranledning af bryggeriet Tuborg, der gennem reklamefremstød støttede op om traditionen.

I 1999 blev lanceringen rykket fra den anden onsdag i november til fredag i samme uge. Det skyldtes kritik fra landets lærere, der oplevede problemer med at undervise trætte og tømmermandsplagede elever.

Dansk Sprognævn indføjede i 2012 j-dag som opslagsord i Retskrivningsordbogen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig