Ishockey er et spil på isbane mellem to hold, hvis spillere med en stok forsøger at slå en puck i modstandernes mål. Stokken er af træ eller et andet godkendt materiale og pucken af hårdt, vulkaniseret gummi.

Faktaboks

Etymologi
Ordet hockey kommer fra engelsk, måske beslægtet med oldfransk hoquet 'hyrdestav', afledt af hoc 'hage, krog'.

Regler og udstyr

Ishockey.

.

Et hold består af højst 20 spillere og to målmænd, og holdet må ikke have mere end seks spillere på isen ad gangen inklusive målmanden.

En kamp ledes af en hoveddommer og to linjedommere og består af tre perioder a 20 minutters effektiv spilletid med 15 minutters pause mellem perioderne. Banerne i Europa er større end i Canada og USA. Banderne omkring banen er 1,22 m høje og forsynet med beskyttelsesglas.

Ishockey er verdens hurtigste holdspil og nyder stor popularitet i mange lande. De skøjteløbende spillere er iført beskyttelsesudstyr, i særdeleshed målmanden, så trods højt tempo, intensivt spil og ofte voldsom kropskontakt er antallet af uheld meget begrænset.

Historie

Ishockey blev udformet af canadiske studerende i slutningen af 1800-tallet, og spillet er nationalsport i Canada, som sammen med USA, Rusland, Sverige, Finland og Tjekkiet er verdens førende ishockeynationer.

I verdens stærkeste og mest prestigefyldte klubturnering, den professionelle nordamerikanske National Hockey League (NHL), spilles om det eftertragtede sportstrofæ Stanley Cup.

Det internationale ishockeyforbund, Ligue Internationale de Hockey sur la Glace, blev stiftet i 1908, og det første EM blev afviklet to år senere. Der har været spillet om VM siden 1920, og ishockey har også været på det olympiske program siden 1920.

Dansk ishockey

I Danmark dannede Kjøbenhavns Skøjteløberforening (KSF), stiftet i 1869, en ishockeyafdeling i 1938 på initiativ af Jørgen Hviid (1919-2001), som i en årrække var Danmarks bedste ishockeyspiller. Der blev dengang spillet på Peblingesøen i København, når vejret tillod det.

Danmark VM-debuterede i 1949 i Stockholm mod Canada og opnåede den tvivlsomme ære at blive optaget i Guinness Book of Records under rubrikken flest mål; canadierne vandt 47-0.

Danmarks Ishockey Union (DIU) blev stiftet i 1949, og det første danske mesterskab blev afviklet i 1955. Det spillemæssige niveau er højnet væsentligt siden slutningen af 1980'erne, og det danske herrelandshold har fra 2003 spillet i VM's bedste række, A-gruppen. Det danske kvindelandshold erobrede i 1991 bronze til EM. I 2022 deltog både det danske herrelandshold og det danske kvindelandshold for første gang i en olympisk ishockeyturnering. Herrelandsholdet nåede frem til kvartfinalen.

Danske ishockeynavne

Blandt Danmarks største internationale ishockeynavne gennem tiden kan nævnes Heinz Ehlers (f. 1966), der spillede professionelt i Sverige, Schweiz, Østrig og Tyskland, og Kim Staal (f. 1978), der spillede professionelt i Sverige og USA og ligeledes var en bærende kraft på det danske landshold.

Som den første dansker nogensinde fik Frans Nielsen (f. 1984) i 2007 debut i NHL. Han er siden blevet fulgt af bl.a. Jannik Hansen (f. 1986), Mikkel Bødker (f. 1989) og Peter Regin (f. 1986). Jannik Hansen blev i 2011 den første dansker i en NHL-finale, da han spillede for Vancouver Canucks mod Boston Bruins.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig