Hypoglykæmi, for lav koncentration af blodets glukose (blodsukker), som normalt ligger mellem 4 og 8 mmol/l. Hjernens funktion er stærkt afhængig af tilførsel af glukose. Et fald i blodglukose til ca. 3 mmol/l udløser derfor umiddelbart en modregulering ved frisætning af de glukosemobiliserende hormoner glukagon, adrenalin og noradrenalin. De to sidstnævnte udløser også en del af symptomerne på hypoglykæmi: bleghed, rysten, svedudbrud, svaghedsfornemmelse, hjertebanken, sultfølelse, ængstelse og indre uro. Ved fortsat fald i blodglukose følger symptomerne på hæmmet funktion af hjernen: koncentrationssvækkelse, irritation, træthed, hovedpine, psykiske afvigelser i form af ændret opførsel, synsforstyrrelser, forbigående føleforstyrrelser og lammelser. Hos den enkelte forekommer kun nogle af disse symptomer.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet hypoglykæmi kommer af hypo- og gr. glykys 'sød' og haima 'blod'.
I svære tilfælde udvikles forvirring (konfusion), evt. med kramper og bevidstløshed. Adrenalin og noradrenalin kan også frisættes i andre situationer, ligesom symptomerne fra hjernen kan skyldes andet end hypoglykæmi. Symptomerne er derfor ikke specifikke for hypoglykæmi. Forsvinder symptomerne umiddelbart efter indtagelse af 20-40 g sukker, er det sandsynligt, at årsagen var hypoglykæmi.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.