Hvid jul
Kraftigt snefald den 22. december 2009 dækkede det tændte juletræ på Sankt Thomas Plads, Frederiksberg, med nyfalden sne.
Hvid jul
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.

Vejret i julen er hvert år omgærdet af en enorm interesse, for gennem fortællinger og billeder er den hvide jul blevet romantiseret i en sådan grad, at medierne dagligt bruger spalteplads og tv-sekunder for at beskrive chancerne for en højtid med sne.

Betingelsen

Som regel munder det ud i, at julen bliver en grå affære, for det er sjældent, at sneen dækker landet i julen. Den officielle betingelse for en hvid jul er, at den 24. december om eftermiddagen skal mindst 90 % af landet være dækket af ½ cm sne. Når det sker, bliver julen karakteriseret som landsdækkende hvid. I den forstand har det ingen betydning, hvordan vejret er i de øvrige juledage.

Der kan være regionale forskelle, så man lokalt kan opleve en hvid jul, selv om den så ikke er landsdækkende.

Hvid jul er sjælden

Siden år 1900 har vi kun haft hvid jul ni gange, så det er en sjælden hændelse. Det hænger sammen med, at vandet omkring Danmark er længe om at blive afkølet efter sommeren, så vintervejret indtræffer i reglen først efter nytår.

De ni år med landsdækkende hvid jul er: 1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981, 1995, 2009 og 2010.

I tre af disse – 1915, 1923 og 1981 – faldt der sne selve juleaften.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig