En hurtigfærge er en færge, der sejler med høj hastighed. I modsætning til konventionelle færger, som typisk er bygget af stål, består hurtigfærger af lette metaller som aluminium. De sejler især i beskyttede farvande og anvendes mest til passagertransport.

Hurtigfærgerne blev udviklet efter 1990 i takt med den stigende konkurrence mellem færgeruterne, kravet om hurtigere sejlads samt virkningen af store bro- og tunnelbyggerier, fx Storebæltsforbindelsen i Danmark og Kanaltunnelen mellem Frankrig og Storbritannien.

Typer af hurtigfærger

Der er to hovedtyper af hurtigfærger, de dobbeltskrogede katamaranfærger og de enkeltskrogede fregatfærger, som begge har en servicefart på mindst 32 knob. I Danmark er begge typer taget i anvendelse. Katamaranfærgen Cat Link I blev i 1995 indsat på Kalundborg-Århus-overfarten. Færgen, som var bygget i Australien, var 78 m lang, 26 m bred og kunne overføre 150 biler; farten var 37 knob. På Mols-Linien sejlede i 2014 tre hurtigfærger: KatExpress 1 og 2 er 112,6 m lange, 30,5 m brede, har en topfart på 40 knob og kan hver overføre 417 biler, mens Max Mols er 91,3 m lang, 26 m bred, har en topfart på 42 knob og plads til 220 biler.

Sjældnere typer af hurtigfærger er hydrofoilfærger, hvor færgens skrog af bæreplaner under bunden løftes ud af vandet under hurtig sejlads, og hovercraftfærger, hvor skroget under sejlads bæres af en luftpude under bunden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig