Da hjertet i kristen og bibelsk tradition anses for at være hjemsted for bl.a. kærlighed, tro og mod, optræder det også i billedkunsten med sådanne betydninger.
Hjertet ses fx sammen med korset og ankeret som symboler på de tre "teologiske dyder" tro, håb og kærlighed.
Fra og med 1400-tallet udbredtes skildringen af Jesu hjerte (fr. Sacré-Coeur) som symbol på hans kærlighed og lidelse. Jesus ses da pegende på sit blottede hjerte, eller hjertet vises for sig, eventuelt brændende eller blødende, omgivet af en tornekrone og gennemboret af lanse(r).
Opfattelsen af hjertet som selve livets centrum er udbredt i mange kulturer. I det gamle Egypten blev menneskets hjerte vejet ved de dødes dom. Hos aztekerne ofredes hjerter for at gengive Solen dens tabte kraft.
I Bibelen tolkes hjertet som det inderste i mennesket, dets sjæl eller sande jeg. I de indiske upanishader tales om "hjertets lotus", det inderste kammer i jeget, der bliver uforgængeligt som del af Universet, når kroppen dør: "Så stort som verdensaltet er udenfor, så stort er verdensaltet inde i hjertets lotus".
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.