hjertekateterisation

Katetrene indføres enten gennem venesystemet til højre hjertehalvdel, hvilket kaldes højrekateterisering, eller via pulsårer til hovedpulsåren (aorta) og herefter venstre hjertehalvdel, kaldet venstrekateterisering. Afhængigt af om det er adgang til en vene eller pulsåre, er det muligt at få adgang til karsystemet flere steder, herunder håndled, lysken eller halsen.

Under undersøgelsen, som foregår under lokalbedøvelse og på et leje, hvor der er mulighed for gennemlysning med røntgen, kan kateterets passage gennem årerne og i hjertet følges på en skærm.

Via hulrummene i kateteret kan der foretages trykmåling og udtagning af blodprøver, fx til bestemmelse af blodets iltningsgrad. Desuden kan der indsprøjtes kontraststof under gennemlysning med røntgen for at undersøge kontrastens udbredelse gennem hjertet (angiokardiografi) eller kranspulsårerne (koronar-angiografi). Der kan tages prøver (biopsier) fra hjertets inderside. Endvidere kan den elektriske aktivitet registreres i forskellige afsnit af hjertet, og der kan leveres elektriske stimuli til hjertemusklen (pacing). Hjertekatetre kan også påmonteres billededannende modaliteter for yderligere diagnostik, fx udstyr til at scanne karret med, som kan gøres vha. ultralyd (IVUS), scanning med optisk lys (OCT) eller nær-infrarødt lys (NIRS). Som led i koronar-angiografier kan der desuden foretages ballonudvidelsesbehandling af forsnævringer i hjertets kranspulsårer eller hjerteklapperne.

Ved sådanne undersøgelser kan typen og graden af en hjertesygdom afklares, fx før en påtænkt hjerteoperation. Der er næsten ingen gener og kun få og sjældent alvorlige komplikationer ved undersøgelsen.

Den første hjertekateterisation blev udført af den tyske læge og professor i kirurgi Werner Forssmann i 1929, som afprøvede undersøgelsesmetode på sig selv.

• hjertet
• ballonudvidelse