kontraststof

Artikelstart

Kontraststof, kemisk stof, der anvendes ved visse røntgen-, ultralyd- og MR-undersøgelser for at tilføre væv eller organer en fysisk ændring og dermed en billedmæssig forskel (kontrast) over for de omgivende væv. Kontraststoffer, der anvendes ved røntgenundersøgelser, indeholder som regel et tungt grundstof, fx barium eller jod, som bremser røntgenstråler meget mere end legemets bløddele og derfor giver skygge på et røntgenbillede (positiv kontrast).

Ved røntgenundersøgelse af spiserøret eller mavesækken afbildes den indvendige overflade, ved at hulrummet udfyldes med en emulsion af uopløseligt bariumsulfat, som er indtaget gennem munden. På samme måde kan tyktarmen undersøges med bariumsulfat, der er indhældt gennem endetarmen. Undersøgelserne kan suppleres med dobbeltkontrastteknik, hvorunder hulrummet tillige udspiles med luft, der absorberer mindre røntgenstråling end omgivelserne (negativ kontrast). Herved opnås yderst detaljerede billeder af slimhinden.

Vandopløseligt kontraststof, som indeholder organisk bundet jod, er vidtgående ugiftigt og kan indsprøjtes direkte i en blodåre, hvorefter der kan tages røntgenbilleder af blodkar (arteriografi og flebografi). Ved CT-scanning kan en svulst lettere påvises efter injektion af kontraststof, fordi den afviger fra omgivelserne pga. forskellig grad af optagelse af kontraststof. Vandopløseligt kontraststof udskilles hurtigt gennem nyrerne, således at urinens indhold af kontraststof kan udnyttes til at opnå røntgenbilleder af nyrebækkenerne, urinlederne og blæren (urografi).

Ved MR- eller ultralydundersøgelse ændrer et kontraststof de berørte vævs magnetiske, respektive akustiske egenskaber.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig