Flebografi, (af gr. phleps 'blodkar' og -grafi), røntgenundersøgelse af vener (blodkar ledende mod hjertet). Undersøgelsen udføres ved røntgenoptagelse under indsprøjtning af kontraststof i en vene i den legemsdel, som skal afbildes, fx arm, ben eller bækken. Flebografi kan afsløre tilstopning af vener ved dannelse af blodprop (årebetændelse), der hyppigst optræder i benene ved sengeleje under sygdom eller efter et kirurgisk indgreb. Undersøgelsen anvendes også til at lokalisere defekte veneklapper forud for operation for åreknuder.