Havkat front.

.

Havkatte. Almindelig havkat.

.

Havkat profil.

.

Havkatte er en familie af pigfinnefisk, der findes i det nordlige Stillehav og Atlanterhav. De kendes på den langstrakte krop, den brat afskårne snude og det meget kraftige sæt knusetænder, som er velegnet til at behandle føden, der især består af krebsdyr, muslinger og søpindsvin.

Faktaboks

Også kendt som

Anarhichadidae

Tre af familiens fem arter lever ud for Nordvesteuropa. Almindelig eller stribet havkat (Anarhichas lupus) er en værdifuld spisefisk i danske farvande. Den kan blive op til 120 cm. På grund af dens drabelige hoved sælges den ofte uden hoved under navnet koteletfisk. Blå havkat (A. denticulatus) er fanget et par gange i Skagerrak, men lever ellers nordligere. Med sit meget løse og vandholdige kød er den uegnet som spisefisk. Plettet havkat (A. minor) kan blive 150 cm. Den er en god spisefisk, der bl.a. fanges ved Grønland. Ulveålen (Anarrhichthys ocellatus) forekommer fra Alaska til Californien.

Gastronomi

De anvendelige arter forhandles under ét som regel i flået stand og uden hoved, der pga. sine fremstående store tænder opleves som frastødende.

Kødet er magert, fast, hvidt, saftigt, neutralt smagende og »uden ben« og derfor vel anvendeligt til alle former for – også børnevenlig – tilberedning. Da havkattene samtidig er lette at have med at gøre i industrien (god holdbarhed, lette at flå og filetere), er der forsøg i gang med at opdrætte dem.

På dansk har man forsøgt at slippe for det kæledyrslignede navn ved at kalde havkattene for ›koteletfisk‹.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig