halleluja

Artikelstart

Halleluja er et udråbsord anvendt mange steder i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente; oprindelig var det den jødiske menigheds højtidelige akklamation som svar på den solistiske salmesang.

Faktaboks

Etymologi

Ordet halleluja er hebraisk 'lad os prise Jahve'.

Også kendt som

alleluja, alleluia

I oldkirken var halleluja forbeholdt påskesøndag, men fra omkring 600 blev det sunget hele året som et fast led efter anden læsning, dvs. inden evangeliet; en undtagelse udgør fastetiden, hvor det erstattes af tractus.

Det gregorianske halleluja indledes med en forholdsvis kort melodi intoneret af kantoren og gentaget af koret; melodien munder ud i jubilus, en smukt koloreret melisme på slutvokalen a (se sekvens); derpå følger verset, og halleluja gentages. I påsketiden har gradualet samme udformning med ordet halleluja som antifon. Uden for messen findes halleluja bl.a. som antifon i visse tidebønner.

Ordene i det berømte Halleluja-kor i Händels oratorium Messias (1742) stammer fra Johannes' Åbenbaring, 19,6.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig