Genusydelse, generisk bestemt ydelse, er inden for juraen en genstand, som tilhører en bestemt art. I modsætning til individuelt bestemte ydelser, fx et bestemt maleri (kaldet; speciesgenstand), kan den, der ifølge aftale skal præstere en genusydelse, fx kul, opfylde sin forpligtelse med en hvilken som helst genstand, der falder inden for artsbeskrivelsen.

Genuskøb er således karakteriseret ved køb af genstande, bestemt efter art, jf. Købelovens § 3. Ved et genuskøb, købes en vis mængde af en angiven art eller type genstande. Sælgeren har valgfrihed med hensyn til, hvilke varer i det pågældende parti sælgeren vil levere til køber for at opfylde aftalen, fx frugtgrossistens levering af en vis mængde af et angivet parti bananer til grønthandleren.

Derfor pålægger Købeloven sådanne sælgere et skærpet erstatningsansvar, hvis ydelsen udebliver, forsinkes eller leveres med mangler, jf. Købelovens § 24, medmindre sælgeren har forbeholdt sig fritagelse derfor, eller muligheden af at opfylde aftalen må anses for udelukket ved omstændigheder, der ikke er af sådan beskaffenhed, at sælgeren ved købets afslutning burde have taget dem i betragtning, såsom ved hændelig undergang af alle genstande af den art eller det parti, købet angår, ved krig, indførselsforbud eller lignende.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig