En forsyningskæde er et netværk af producenter og service leverandører der er forbundne og som samarbejder om at levere et produkt eller en serviceydelse til slutforbrugerne på et marked. Den engelske betegnelse for en forsyningskæde er "supply chain", og dette begreb benyttes også som synonym for en forsyningskæde på dansk. Ledelse af forsyningskæder betegnes "Supply Chain Management".

De forskellige flows i forsyningskæden

Virksomhederne i forsyningskæden forstås som bundet sammen gennem forskellige typer af flows. Disse flows, er tilsammen med til at beskrive forsyningskæden og dens kompleksitet.

Det fysiske flow

For det først, er der det fysiske flow som omfatter råvarer, komponenter, halvfabrikata og færdigvare. Dette flow starter i princippet ved første led i kæden (eksempelvis i minen der udvinder jernmalm, eller på landmandens mark hvor kornet dyrkes). Det fysiske flow forbinder leverandører og kunder i en lang række af forbundne kæder der ultimativt distribuerer færdigproduktet til detailhandelen hvor det købes af slutkunden. Det fysiske flow fortsætter herefter i et returflow, og slutter i princippet først når produktet er blevet genanvendt eller tilbageført til jorden hvorfra det kom (end-of-life).

Informationsflowet

For det andet, er der informationsflowet, der omfatter den information der bruges for at få det fysiske flow til at fungere i praksis. Informationsflowet omfatter blandet andet ordreinformation, information om prognoser og forbrug, information om lagerniveauer, information om produktionskapacitet og information om planlagte leveringsdatoer og eventuelle forsinkelser.

Det monetære flow

For det tredje, bindes virksomhederne sammen i en forsyningskæde gennem deres udveksling af penge i et monetært flow. Det vil sige, der udveksles fakturaer og der afregnes for leverede varer gennem kæden.

Andre flows der binder virksomheder sammen

Udover de ovennævnte flows er der flere repræsentationer af forsyningskæden der beskriver forsyningskæden som indeholdende en udveksling af risici mellem kædens virksomheder, en udveksling af ideer og innovationer og en udveksling af personlige relationer.

Forsyningskæder og det moderne økonomiske system

Forsyningskæder er afgørende for at få det moderne økonomiske system til at fungere i praksis. Det er forsyningskæderne der sørger for at vi som forbrugere har adgang til dagligvare og forbrugsvarer. Men selvom forsyningskæderne er afgørende for at få det økonomiske system og dermed vores liv til at hænge sammen, er det kun meget sjældent, at vi lægger mærke til forsyningskæderne.

Forsyningskæder under Corona krisen

Under Corona-krisen i 2020-2021 opstod der flaskehalse og leveringsproblemer i de globale forsyningskæder og dette resulterede i af nogle varer ikke kunne købes eller blev forsinkede. Corona-krisen var derfor med til at gøre de globale forsyningskæder og deres vigtighed synlige for forbrugerne.

Forsyningskæder og den grønne omstilling

Forsyningskæderne er også vigtige set i forhold til det globale samfunds muligheder for at omstille sig til en grønnere fremtid. Således har undersøgelser vist at mellem 60%-80% af de globale udledninger af CO2 stammer fra de globale forsyningskæder og det såkaldte scope 3. Med udgangspunkt i denne observation er meget af forskningen i og omkring forsyningskæder i disse år fokuseret på bæredygtige forsyningskæder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig