Finansiel økonomi er den økonomiske disciplin, der handler om at forstå finansielle priser gennem økonomisk teori. Det er hovedsagelig neoklassisk økonomi baseret på antagelser om rationel adfærd og optimering af nytte af forbrug. De teoretiske modeller bygger på antagelser om ligevægte i markederne og giver derved en forståelse for markederne og for virksomhederne og forbrugernes adfærd i disse. Priserne på finansielle instrumenter er i disse modeller løsninger til matematiske ligninger, dog ofte uden en dyb forklaring på, hvordan disse faktisk er dannet.

Ligevægtsantagelser

Ligevægtsantagelser i finansiel økonomi er i hovedsagen

  • fravær af arbitrage
  • generel ligevægt.

Fravær af arbitrage

Under antagelser om fravær af arbitrage forudsættes, at der ikke er mulighed for gennem samtidige køb og salg af den samme vare at opnå en systematisk gevinst. Et eksempel kunne være et køb eller bytte af amerikanske dollar for danske kroner efterfulgt af et salg eller bytte af amerikanske dollar for danske kroner. Normalt vil man ikke forvente, at hele operationen ender med flere danske kroner. Skulle det modsatte vise sig at være tilfældet, vil der være mulighed for, at hurtige handlende (arbitragører) kan opnå en arbitragegevinst. Ligevægtsantagelsen er altså, at der i et velfungerende marked ikke er mulighed for, at arbitragører kan opnå arbitragegevinster. Denne ligevægtsantagelse kaldes også loven om samme pris.

Generel ligevægt

Generel ligevægt bygger på mere generelle antagelser end eksempelvis loven om samme pris. Problemet med at anvende loven om samme pris er, at den forudsætter bytte eller køb og salg af identiske udgaver af den samme vare eller finansielle instrument. Men eksempelvis aktier udstedt af af forskellige selskaber er ikke identiske. De afviger som minimum med hensyn til deres risiko. For at gøre to aktier sammenlignelige er det derfor nødvendigt at justere deres pris for risiko. En sådan justering er dog ganske vanskelig, idet den forudsætter kendskab til, hvordan agenterne i markedet reagerer på risiko, og denne vurdering er både teoretisk og praktisk ganske vanskelig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig