Førtidspension, løbende offentlig forsørgelsesydelse, der under visse betingelser tildeles personer før folkepensionsalderens indtræden. Det centrale er at erhvervsevnen er så meget nedsat, at der ikke er forventning om, at den enkelte varigt vil kunne forsørge sig selv ved at være på arbejdsmarkedet. Der er forskellige regler for førtidspension.

I 2003 blev førtidspensionsområdet reformeret. Personer med en førtidspension efter de gamle regler får fortsat deres sag behandlet efter disse regler. Personer, der har fået tilkendt førtidspension efter 2002, får pension efter de nye regler.

Efter 2003

Førtidspensionen er reguleret i bekendtgørelse af lov om social pension og kan tilkendes personer der er fyldt 40 år. For personer i alderen fra 18-39 kan det kun ske i helt ekstraordinære situationer hvor der ikke er udsigt ved en række foranstaltninger, at den pågældende vil blive i stand til at have en tilstrækkelig erhvervsevne.

Førtidspensionsydelsen, som skal dække almindelige forsørgelsesudgifter, er fuldt og almindelig skattepligtig. Niveauet for enlige svarer til dagpenge, mens ydelsen til førtidspensionister, der er gift eller samlevende, udgør 85 % heraf. Førtidspensionen indtægtsreguleres fra 2022 alene efter pensionistens egne indtægter. Før 1. januar 2022 kunne ægtefælle eller samlevers indkomst også have betydning Ansøgning indgives til kommunen.

Det afgørende for, om der kan påbegyndes en sag om førtidspension, og om der kan tilkendes førtidspension, er personens arbejdsevne. Arbejdsevnen skal være varigt nedsat, og nedsættelsen skal være af et sådant omfang, at personen ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. Relevante aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger skal være afprøvet. Alle ansøgninger om førtidspension, skal forelægges kommunens rehabiliteringsteam.

Før 2003

For personer, der har fået tilkendt eller påbegyndt sag om førtidspension inden den 2003, gælder fortsat de hidtil gældende regler i lov om social pension. For at skabe et klart og overskueligt retsgrundlag for denne persongruppe, er reglerne blevet udskilt i en selvstændig lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension mv.

Førtidspension udbetales til personer i alderen fra 18 til 65 år i form af fire forskellige pensionstyper, afhængig af alder og hvor meget erhvervsevnen er nedsat: Højeste, mellemste og (forhøjet) almindelig pension. Derudover kan der udbetales tillæg som f.eks. bistandstillæg eller invaliditetsydelse. Højeste førtidspension tilkendes personer med ubetydelig erhvervsevne. Mellemste, forhøjet og almindelig førtidspension tilkendes personer med varigt nedsat erhvervsevne på mellem halvdelen og to tredjedele. Forhøjet almindelig og almindelig førtidspension kan desuden tildeles af sociale årsager.

Tilkendelse af førtidspension forudsatte som nu, at alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, har været afprøvet, og at erhvervsevnen ikke varigt kan forbedres. Ved erhvervsevne forstås ansøgerens evne til at forsørge sig selv. Staten og kommunen afholder hver 50% af udgifterne til førtidspensionen til personer under 60 år, mens udgifter til førtidspension til personer over 60 år afholdes af staten. Kommunernes tilskud til personlige tillæg refunderes af staten med 50 %.

Forgængere

Udviklingen af det danske førtidspensionssystem begyndte i 1921 med vedtagelsen af Invalideforsikringsloven. I modsætning til Aldersrenteloven, som blev vedtaget året efter, byggede den på princippet om frivillig forsikring. Ved gennemførelsen af Folkeforsikringsloven fra 1933 blev forsikringsprincippet dog forladt. Ydelsen blev kaldt invaliderente og var betinget af en alvorlig invaliditet, nemlig at erhvervsevnen skønnedes nedsat med omkring 2/3. I 1956 ændredes betegnelsen til invalidepension. Invaliditetskravet blev med tiden gradvis lempet, og efterhånden blev der via lovgivning skabt mulighed for også at opnå førtidspension af andre end helbredsmæssige årsager. Det gjaldt således regler om førtidig folkepension og enkepension.

Betegnelserne invalidepension, førtidig folkepension og enkepension blev ved gennemførelsen af Lov om social pension i 1984 erstattet med fællesbetegnelsen førtidspension. Førtidspension blev nu tilkendt på et rent helbredsmæssigt grundlag, på kombineret helbredsmæssigt og socialt grundlag samt på rent socialt grundlag, fx misbrugsproblemer eller manglende tilknytning til arbejdsmarkedet over en længere årrække.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig