de medicinske papyri

Papyrus udvindes af Cyperus papyrus, der er en afrikansk sumpplante af typen fladaks. Planten kan få op til 6 meter høje stængler med blomsteraks i en skærm i toppen, omgivet af fine blade. Planten kan anvendes til flere formål. Jordstænglerne er stivelsesrige og kan anvendes i madlavning. Bladtaverne kan anvendes i forskellige former for flette- og væverarbejde. Stængelmarven blev i oldtiden brugt til at fremstille skrivematerialet papyrus. Bankning, udskæring og sammenlimning indgik i arbejdsprocessen, når skrivematerialet skulle forarbejdes. Produktionen begyndte ca. 3500 f.v.t. og fortsatte til omkring år 800. Egypten havde monopol på produktionen i den tid, hvor landet hørte under Romerriget. Der blev anvendt forskellige former for blæk og farve til at tegne og skrive på papyrus, der var oldtidens vigtigste skrivestof. På grund af dets høje pris fik det allerede i hellenistisk tid (ca. 300 f.vt. til år 0) konkurrence af pergament.

Denne papyrus blev solgt i 1862 i Luxor af den egyptiske købmand Mustapha Agha til den amerikanske eventyrer og antikvitetshandler Edwin Smith (1822-1906), der boede i Luxor 1858-1876. Ved hans død gav datteren sin fars papyrus til New York Historical Society og i dag befinder den sig hos New York Academy of Medicine. Flere vellignende kopier er siden blevet fremstillet.

Papyrusrullen består af 17 sammenrullede sider. Den første side mangler, da den i tidens løb er mørnet op. Der er 377 linjer med tekst på forsiden og 92 linjer på bagsiden. Bedømt ud fra håndskriftens stil er den blevet dateret til ca. 1550 f.v.t. Det er usikkert, hvorfra den stammer. Ifølge legenden er den blevet fundet i et gravkammer tilhørende en egyptisk læge i Theben over for Luxor på den anden side af Nilen.

Tekstens indhold drejer sig om 48 cases omhandlende forskellige fysiske traumer. De beskrives hver for sig i en systematisk gennemgang, der indledes med beskrivelse af undersøgelsesmetoden og herefter af diagnosticeringen, prognosen og behandlingen. Implicit fremkommer oplysninger om anatomi, bandager og kirurgiske instrumenter.

Det har været vurderingen, at denne papyrus skal opfattes som en form for lærebog eller instruktion forfattet af en velanset kirurg til brug for andre under oplæring.

Papyrus Ebers blev solgt til Edwin Smith i 1862. De nærmere omstændigheder omkring fundet og salget, og hvad der blev oplyst i den anledning, kendes ikke, men det siges, at Papyrus Ebers er fundet i en grav i nærheden af Theben, liggende imellem benene på en mumie. I 1869 satte Edwin Smith denne papyrus til salg. I 1873 blev den solgt til den tyske egyptolog Georg Moritz Ebers (1837-1898), der herefter refererede til den som Papyrus Ebers, og den har siden været kendt under dette navn. I dag befinder den sig på universitetet i Leipzig.

I 1890 udgav Ebers en transskription af hieroglyfteksten. I 1913 udkom den første oversættelse til tysk og i 1930 kom en engelsk oversættelse. Det er en 110 sider lang papyrus og dermed ubestridt den mest omfangsrige medicinske papyrus. En passage i teksten refererer til år 9 i Amenhotep 1.'s regeringsperiode og på den baggrund kan den dateres med nøjagtighed til 1534 f.v.t.

Indholdet i Papyrus Ebers er mere blandet og opstillet mere rodet og tilfældigt end den meget systematiske Papyrus Edwin Smith. De første afsnit omhandler maven (khet) og dens sygdomme med hovedvægt på forskellige former for indvoldsorm. Herefter følger afsnit om hudsygdomme, leversygdomme og hovedpine, bl.a. en beskrivelse af migræne. Der er også et afsnit om forskellige typer af bid: menneskebid, krokodillebid og slangebid.

Papyrus Kahun eller den såkaldte “gynækologiske papyrus” blev fundet i 1889 af den berømte britiske egyptolog Sir William Matthew Flinders Petrie (1853-1942) i Fayum distriktet. Den befinder sig i dag på University College London. En passage i teksten hentyder til år 29 i Amenemhat 3.'s regering og dermed år 1825 f.v.t. Det er den næstældste medicinske papyrus. Den er i skrøbelig forfatning og meget af teksten er helt ulæselig. Tre tekstpassager på henholdsvis 30, 29 og 28 linjer omhandler gynækologi.

Der er ikke meget i den "gynækologiske papyrus", der kan relateres til moderne gynækologi. En stor del af teksten handler om tandpine hos kvinder, herunder tandpine i forbindelse med graviditet. Derudover er der oplysninger om undersøgelse af den gravide kvinde. Som et interessant kuriosum er der en beskrivelse af, hvad der formentlig er en vesikovaginal fistel, en rørformet struktur mellem skeden og blæren, der forårsager passage af urin fra blæren til skeden. I dag ser man fortrinsvis sådanne fistler som en komplikation i efterforløbet af en fjernelse af livmoderen (hysterektomi), men de kan også skyldes infektioner og andre sjældne årsager. Der er ingen beskrivelser af fødselshjælp (obstetrik) i den gynækologiske papyrus.

Denne papyrus ejes af Ny Carlsberg Glyptotek, der er et kunstmuseum under Carlsberg-Fondet, men den befinder sig fysisk på Carsten Niebuhr instituttet ved Københavns universitet, hvor den opbevares. Store dele af indholdet svarer til det, man finder i Papyrus Ebers, men derudover er der interessante tekstpassager, der omhandler øjensygdomme og øjenmedicin (oftalmologi). Den dateres ligesom Papyrus Kahun til ca. 1800 f.v.t. Den er blevet indkøbt i perioden 1931-38. Den danske egyptolog Erik Iversen lavede en oversættelse til engelsk i 1939.

• egyptisk medicin