dagsommerfugle

Dagsommerfugle. Svalehale (Papilio machaon).

.

Dagsommerfugle. Citronsommerfugl (Gonepteryx rhamni).

.

Dagsommerfugle. Øverst: Larven af citronsommerfugl (Gonepteryx rhamni) repræsenterer den mest uspecialiserede larvetype hos dagsommerfugle. Citronsommerfuglens puppe med mavebæltet er karakteristisk for hvidvinger og svalehaler. Nederst: Larven af dagpåfugleøje (Inachis io) har som hos beslægtede takvinger piggede torne. Puppen hænger med hovedet nedad; omkring bagkropsspidsen ses den sammenkrøllede, tornede larvehud, som blev afkastet ved forpupningen.

.

Artikelstart

Dagsommerfugle, gruppe af sommerfugle. Inden for denne insektorden udgør dagsommerfugle en beskeden del med kun lidt over 1/10 af de beskrevne arter, men "en sommerfugl" er utvivlsomt for de fleste mennesker en dagsommerfugl. På nogle sprog findes der endda slet ikke noget ord for sommerfugle i zoologisk forstand, dvs. omfattende også natsværmere og småsommerfugle (møl). Det gælder således engelsk, idet en "butterfly" kun er en dagsommerfugl. Der er beskrevet ca. 17.500 arter af dagsommerfugle.

Karakteristika og udvikling

Det er almindeligt accepteret, at dagsommerfuglene er en naturlig (dvs. monofyletisk) gruppe, men den holdes faktisk kun sammen af få og små specialiseringer i anatomiske detaljer, navnlig i mellembrystets hudskelet. I praksis kendes dagsommerfugle næsten altid på en kombination af nogle få karakteristiske specialiseringer: Følehornene er fortykket mod spidsen (kølleformede). Vingerne er brede, ofte med stærke farvetegninger, og de klappes i hvile sammen over ryggen med oversiderne mod hinanden. Der findes næsten aldrig et "hæftebørste"-apparat (se sommerfugle), som sammenkobler for- og bagvingen. Alle disse træk er dog også udviklet i visse andre sommerfuglegrupper. Det samme gælder flyvetidspunktet, som dagsommerfuglene har navn efter. Langt de fleste sommerfugle er nataktive, og dette var sikkert også tilfældet med dagsommerfuglenes nærmeste stamformer; dagaktivitet er imidlertid også udviklet uafhængigt gentagne gange inden for mange grupper af natsværmere.

Dagsommerfuglene er formentlig udviklet i sidste halvdel af Kridt (97-65 mio. år), men som fossiler kendes de først fra Eocæn (57-35 mio. år); da fandtes alle nulevende familier. Deres nærmeste nulevende slægtninge er måske familien Hedylidae, en lille gruppe af målerlignende natsværmere fra Mellem- og Sydamerika. Dagsommerfuglene kan samles i to hovedgrupper.

Bredpander

Bredpander, familien Hesperiidae, omfatter ca. 3500 arter. De er gennemgående kraftigt byggede sommerfugle, hvis følehorn sidder påfaldende langt fra hinanden (deraf navnet) og oftest er fortykket inden spidsen; larven har en indsnøret "hals".

De ægte dagsommerfugle

De ægte dagsommerfugle, Papilionoidea, udgør den anden hovedgruppe og omfatter ca. 14.000 arter i fire familier.

Den mindste familie med ca. 600 arter er svalehalerne, Papilionidae, hvis navn skyldes, at mange arter har en hale på bagvingen. Familien rummer nogle af de største og mest imponerende af alle insekter, fx de indoaustralske fuglevinge-sommerfugle (Troides). Alle svalehalelarver har bag hovedet en blødhudet udkrængelig nakkegaffel, som rummer en kirtel, der afsondrer et lugtende forsvarssekret. Se også svalehale.

Hvidvingefamilien, Pieridae, omfatter ca. 1000 arter; hvide og gule farver dominerer på vingeoversiderne, men specielt i underfamilien Dismorphiinae, som er overvejende sydamerikansk, findes kraftigt farvede former. Flere arter kan optræde i stort individtal, og familien rummer alvorlige skadedyr, bl.a. kålsommerfuglene, Pieris. Pupperne hænger hos hvidvinger ligesom hos svalehaler lodret, fastgjort med et silkebælte omkring livet.

De resterende ægte dagsommerfugle tilhører de meget store familier blåfugle, Lycaenidae, og takvinger m.m., Nymphalidae, som hver rummer ca. 6000 arter. De to familier er formentlig hinandens nærmeste slægtninge. Begge karakteriseres ved en mere eller mindre udtalt reduktion af forbenene, i hvert fald hos hannerne. Hos langt de fleste nymphalider er reduktionen hos begge køn så vidtgående, at sommerfuglen kun "går på fire", hvilket er meget usædvanligt hos insekter. Nymphaliderne karakteriseres yderligere bl.a. ved den specialiserede puppe, som hænger lodret, med torne i bagkropsspidsen fastgjort i et lille spind. Larverne er meget forskelligartede, i nogle underfamilier har de piggede torne. Til familien hører bl.a. de ægte takvinger (Nymphalini), perlemorsommerfugle (Argynnis m.fl.), monark-gruppen (Danainae), randøjer (Satyrinae) og de store, oftest metallisk blå morfoer fra Sydamerika. Blåfugle er den biologisk mest varierede familie af dagsommerfugle.

Udbredelse

Dagsommerfugle. Kejserkåben (Argynnis paphia), den største danske perlemorsommerfugl, i hvilestilling.

.

Dagsommerfugle er vidt udbredt, men artsantallet falder kraftigt mod højere breddegrader; selv i Nordgrønland forekommer dog fem arter. Samtlige familier er repræsenteret i alle større ikke-arktiske landområder, dog med undtagelse af New Zealand, som har en usædvanlig fattig dagsommerfuglefauna med totalt fravær af hjemmehørende bredpander, svalehaler og hvidvinger. En række dagsommerfugle er meget stærke flyvere, som kan foretage lange vandringer. Eksempler er admiral og tidselsommerfugl, som hvert år i forsommeren indvandrer til Nordeuropa fra Sydeuropa og/eller Nordafrika, samt den amerikanske monark, der fra Mexico og det sydlige USA om foråret flyver mod nord, hvor monarkerne eller deres efterkommere når Canada.

93 dagsommerfuglearter er truffet i Danmark, og i hvert fald 73 har været fastboende her i landet. 12 af disse er imidlertid forsvundet siden midten af 1900-t., og mange andre er i kritisk tilbagegang (2012). Hovedårsagen til disse ændringer er utvivlsomt forandringer i land- og skovbrugspraksis.

Studier

Da dagsommerfugle både er smukke og relativt lette at iagttage og bestemme, er de blevet studeret intensivt, formentlig mere end nogen anden gruppe af hvirvelløse dyr. Undersøgelser over dagsommerfugle har da også givet banebrydende indsigt i flere biologiske fænomener af stor generel interesse, fx mimicry, variation af genhyppigheder i naturlige bestande, den polytypiske art og plante-planteæder-coevolution. Som lettilgængelige samle- og studieobjekter har de givet mange amatører en indgang til entomologiens naturoplevelser og erkendelsesglæde. Sommerfuglesamleri på hobbyniveau skader normalt ikke bestandene.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig