døvhed

Hørenedsættelse, hypacusis, defineres som nedsat, men ikke ophævet høreevne. Symptomerne afhænger primært af høretabets størrelse, men også af dets årsag samt af individuelle forhold, herunder alder. Behandlingen er almindeligvis høreapparat ledsaget af pædagogiske foranstaltninger efter behov.

Medfødt hørenedsættelse kan forårsages af arvelige anlæg samt af sygdomme i fosterlivet eller i forbindelse med fødslen. Oftest er alene det indre øre ramt. Erhvervet hørenedsættelse kan skyldes lidelser i ørets lydledende strukturer, i det indre øre og i de centrale hørebaner. Hos børn ses hørenedsættelse særlig ofte i forbindelse med væskeansamling i mellemøret eller akut mellemørebetændelse og vil da kunne afhjælpes ved behandling af grundlidelsen. Andre mellemørelidelser, otosklerose, kronisk betændelse, trommehindeperforation og defekter i de små øreknogler, behandles kirurgisk. Erhvervet hørenedsættelse, lokaliseret i det indre øre, ses eksempelvis efter slag mod hovedet, som støjskade, efter infektion og indtagelse af visse typer af lægemidler. På grundlag af audiometri tages stilling til behovet for lægelig og hørepædagogisk indsats, evt. kirurgisk behandling. Øresusen og svimmelhed er undertiden ledsagesymptomer, eksempelvis ved Ménières sygdom og acusticusneurinom.

Når årsagen til høretabet er lokaliseret i det indre øre, er det almindeligvis permanent pga. beskadigelse af sneglens hårceller; der er da ofte ledsagende forvrængning af lyden. Afhængigt af kriteriet optræder hørenedsættelse hos 6-17 procent af befolkningen, lidt hyppigere hos mænd. Medfødt, behandlingskrævende hørenedsættelse forekommer i Danmark hos 1-2 promille; af hensyn til sprogudviklingen er tidlig identifikation og behandling af disse børn afgørende.

Den første egentlige døveskole oprettedes i 1770 i Paris, og i begyndelsen af 1800-tallet etableredes døveskoler i det øvrige Europa. I Danmark blev den første, Det Kongelige Døvstumme-Institut i København, oprettet i 1807 af læge P.A. Castberg, som efter fransk forbillede baserede undervisningen på tegnsprog og håndalfabet. I 1856 oprettede Johan Keller en privat skole, Døvstummeskolen, grundet på Talemethoden. Den specialiserede sig i elever, som trods mangelfuld hørelse havde mulighed for at lære at tale. Staten overtog skolen og flyttede den til Nyborg, hvor den i 1891 åbnede under navnet Den Kongelige Døvstummeskole. I 1881 blev Det Kongelige Døvstummeinstitut i Fredericia oprettet med det formål at give flere døve børn mulighed for at lære talesprog. De elever, som ikke i løbet af to år fik udbytte af taleundervisningen, blev overført til Instituttet i København for at blive undervist ved hjælp af tegnsprog.

Med Døveloven fra 1950 indførtes en distriktsopdeling, hvorefter skolerne i København og Fredericia sammen med en ny skole i Ålborg blev landsdelsskoler. For at styrke den tidlige indsats tilbød Børneklinikken, oprettet i 1952 i København, og skolerne i Fredericia og Ålborg vejledning og undervisning til forældre og til døve og hørehæmmede småbørn. Til døve småbørn blev der også oprettet særlige børnehaver og børnehavegrupper med tegnsprogskyndigt personale. Fra 1980, da der gennemførtes en udlægning af den vidtgående specialundervisning til amtskommuner og kommuner, blev Skolen på Kastelsvej i København, Fredericiaskolen og Aalborgskolen regionale landsdelsskoler for døve og hørehæmmede børn. Som led i en integration i folkeskolen har der siden 1960'erne været etableret klasser for hørehæmmede og døve elever på udvalgte kommunale skoler. Nyborgskolen blev fra 1958 fortsættelsesskole for døve og hørehæmmede unge fra hele landet.

Videregående uddannelse foregår i det almindelige undervisningssystem vha. tegnsprogstolkning. Døve har også ret til tolkehjælp i andre situationer, fx ved lægebesøg, ved møder på arbejdspladsen og i retten. Der er ansat døvekonsulenter ved de regionale kontorer i Fredericia, København, Odense, Aalborg og Aarhus, der administrerer tolkebistand, rådgiver om uddannelsesforløb mv.

Som et særligt tilbud til voksne døve tilbyder CFD, oprettet af Johan Keller i 1869 som Arbejdsanstalten for Døvstumme Piger, bl.a. tolkning, bo- og dagtilbud samt særlige uddannelsestilbud til døve. En vigtig del af døves sociale liv er samværet med andre døve, som bl.a. foregår i døveforeninger og klubber, organiseret under Danske Døves Landsforbund. I 1904 indviedes De Døves Kirke i København, se døvemenigheder. På DR-TV udsendes ugentlige programmer og daglige nyheder på tegnsprog, ligesom en række tv-udsendelser er tekstet for hørehæmmede. Døve og Hørehæmmedes Oplysningsforbund arrangerer fritidsundervisning over hele landet, og Castberggård i Urlev er højskole og kursuscenter for døve og hørehæmmede.

Særlovgivning for bestemte handicapgrupper eksisterer ikke længere. I henhold til reglerne i Bistandsloven har døve og hørehæmmede krav på hjælpemidler og fornøden økonomisk hjælp.

Børn har en medfødt evne til at tilegne sig sprog, hvilket også gælder døve børn. For disse børn er det ikke hørelsen, men synet, der er vejen til spontan sprogtilegnelse. Døve blev tidligere kaldt døvstumme, men denne benævnelse skyldtes uvidenhed om døvhedens talesproglige konsekvenser. Døve kan ikke høre omgivelsernes talesprog, og de kan heller ikke lydligt kontrollere, hvad de selv siger. Talesprog er derfor for døve et dødt sprog, som kun kan læres gennem undervisning.

• Døvstumhed