chokolade

Chokolade. Chokoladefrøer blev fremstillet første gang i Danmark i 1904 og er dermed en af de ældste danske mærkevarer inden for konfekture.

.

Artikelstart

Chokolade er et nydelsesmiddel baseret på bønner fra kakaotræet, Theobroma cacao. Indtil midten af 1800-tallet var chokolade betegnelsen for en varm drik, herefter tillige for spisechokolade. Chokolade indeholder theobromin og mindre mængder koffein; begge stimulerer centralnervesystemet, men mængderne er små, så virkningen er beskeden. Til gengæld er kalorieindholdet stort.

Faktaboks

Etymologi
Ordet chokolade kommer via spansk fra chocolatl på det aztekiske sprog nahuatl. Ordets første led er af omstridt oprindelse; andet led er atl, der betyder 'vand'.

Fremstilling

Chokolade fremstilles af kakaobønner, som ristes, hvilket frembringer den typiske chokoladearoma, afskalles og formales til kakaomasse. Den tyktflydende kakaomasse forarbejdes videre til chokolade eller presses til kakaosmør og kakao(pulver). Til brug i spisechokolade tilsættes kakaomassen ekstra kakaosmør samt sukker, smagsstoffer (vanilje) og lecitin. Mørk chokolade består af ca. 50 % sukker og 50 % kakaobestanddele; mælkechokolade indeholder op til 25 % tørmælk. Hvid chokolade indeholder ikke kakaomasse, men ligner ellers mælkechokolade.

Ingredienserne sammenblandes, og på rivevalser findeles sukkeret i kakaobestanddelene. Den flydende chokolade støbes i forme. Kvaliteten afhænger af kakaobønnernes oprindelse, af forholdet mellem kakaobestanddele og sukker samt af forarbejdningsprocessen.

Udvalgte danske chokoladefabrikker

fabrik grundlæggelsesår
R.T. Kehlet 1813
Elizabethsminde (Deichmann) 1831
Brd. Cloetta 1862
Galle & Jessen 1872
Anthon Berg 1884
Elvirasminde 1866
FDBs Chokoladefabrik 1900
TOMS 1924

Oprindelse

Chokolade. Hvid chokolade indeholder ikke kakaomasse.

.

Chokolade stammer fra Mellemamerika. Indianerne fremstillede en kold drik, hvor de rørte kakaoen op med vand. Denne drik var ofte kold og bitter. Derfor tilsatte de vanilje, chili, blomster og andre urter. Mange af ingredienserne blev brugt medicinsk sammen med kakaoen. Fra mayaindianerne fik spanierne ideen til de varme, søde kakaodrikke. Chokolade kom til Europa, først Spanien, i 1500-tallet. Drikken var udbredt i Europa i midten af 1600-tallet

I 1828 fandt hollænderen Conrad van Houten (1801-1887) på at affedte kakao i en skruepresse, og biproduktet, kakaosmør, gjorde det muligt at fremstille chokolade i fast form. Den første plade chokolade blev fremstillet af englænderen Joseph Fry i 1847, og i 1875 fremstillede Daniel Peter (1836-1919) i Schweiz første gang mælkechokolade.

I løbet af 1800-tallet blev kakaomasse industrielt fremstillet i Danmark, mens den finere chokoladeforarbejdning til konfekt, dessertchokolade og sæsonartikler som påskeæg ofte blev foretaget af mindre, selvstændige sukkerbagere eller konditorer; massefremstilling af mærkevarer begyndte for alvor i 1880'erne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig