Chartistbevægelsen, (af eng. efter The People's Charter, fra oldfr. chartre, af lat. charta 'papyrusblad, papir, skrift'), britisk politisk reformbevægelse, grundlagt i 1838. Efter flere mislykkede forsøg på at skabe en national faglig organisering samlede britiske arbejdere sig i maj 1838 om seks krav til en politisk demokratisering af Storbritannien, formuleret i The People's Charter: 1) almindelig valgret for mænd, 2) hemmelige valg, 3) årlige valg til Parlamentet, 4) afskaffelse af den formueafhængige valgbarhed til Parlamentet, 5) løn til parlamentsmedlemmer og 6) ændring af valgdistrikterne, således at de blev ensartede mht. folketal. Charteret dannede grundlag for en adressebevægelse til Parlamentet (svarende til vore dages underskriftindsamlinger) med mere end 4 mio. underskrifter i alt ved indsamlinger i 1839 og 1842. Parlamentets afvisning af kravene resulterede i omfattende strejker. Efter 1842 skete der er vis afmatning, og den væsentligste aktivitet blev lagt lokalt. Trods forsøg på i 1840 at stifte en National Charter Association blev bevægelsen aldrig til et egentligt politisk parti. En del chartister arbejdede efterhånden i tilknytning til Anti-Corn-Law League, mens andre nærmede sig spirende kommunistisk inspirerede grupper. Efter en kortvarig opblussen 1847-48 døde bevægelsen ud. Chartistbevægelsen er den første politiske massebevægelse blandt arbejdere og kan betragtes som en forløber for de senere socialdemokratiske partier.