Chartismen var en britisk politisk reformbevægelse, grundlagt i 1838. Chartistbevægelsen var den første politiske massebevægelse blandt arbejdere i Storbritannien og blev en forløber for den senere opståen af fagforeninger og Labour Party.
af eng. efter The People's Charter, fra oldfr. chartre, af lat. charta 'papyrusblad, papir, skrift'
Chartismen havde sin oprindelse i tidlige diskussioner om bekæmpelse af fattigdom blandt især de mange fattige landarbejdere, der flyttede fra land til by som resultat af det øgede behov for arbejdskraft til den industrielle revolutions mange fabrikker i de første årtier af det 19. århundredes England. Bevægelsen opstod blandt andet som en reaktion på en opfattelse af, at de øgede demokratiske rettigheder, som Reformloven i 1832 havde givet til nye grupper i samfundet via udvidelser af stemmeretten, ikke var tilstrækkelige svar på den fattigste del af befolkningens krav om forbedring af deres elendige levevilkår.
Chartismen blev således en slags paraply for kampen for en række politiske sager: Ophævelse af Kornlovene, kamp for ret til at danne fagforeninger, irsk selvstændighed, gennemførelse af jordreformer og offentligt betalt skolegang til alle børn.
Efter flere mislykkede forsøg på at skabe en national faglig organisering samlede britiske arbejdere sig i maj 1838 om seks krav til en politisk demokratisering af Storbritannien, formuleret i The People's Charter: 1) almindelig valgret for mænd, 2) hemmelige valg, 3) årlige valg til Parlamentet, 4) afskaffelse af den formueafhængige valgbarhed til Parlamentet, 5) løn til parlamentsmedlemmer og 6) ændring af valgdistrikterne, således at de blev ensartede mht. folketal. Charteret dannede grundlag for en adressebevægelse til Parlamentet (svarende til vore dages underskriftindsamlinger) med mere end 4 mio. underskrifter i alt ved indsamlinger i 1839 og 1842. Parlamentets afvisning af kravene resulterede i omfattende strejker.
Efter 1842 skete der er vis afmatning, og den væsentligste aktivitet blev lagt lokalt. Trods forsøg på i 1840 at stifte en National Charter Association blev bevægelsen aldrig til et egentligt politisk parti. En del chartister arbejdede efterhånden i tilknytning til Anti-Corn-Law League, mens andre nærmede sig spirende kommunistisk inspirerede grupper.
Bevægelsens indflydelse kulminerede i 1848; et år som var præget af revolutionære strømninger i mange lande på det europæiske kontinent. Chartisternes ledere indkaldte til et massemøde på Kennington Common i London med en forventning om 500.000 deltagere. Planen var, at en anmodning underskrevet af fem millioner mennesker med krav om øgede rettigheder til befolkningen, skulle overleveres til parlamentet. Myndighederne frygtede en gentagelse af de optøjer, der havde ført til Peterloomassakren i 1819 havde derfor 85.000 politifolk i reserve. Mødet forløb dog fredeligt, og der blev ikke brug for statsmagtens ordenshåndhævere.
I årene efter massemødet svandt bevægelsens betydning ind, og kampen for især arbejdstagerrettigheder blev overtaget af de nye fagforeninger fra 1860'erne og frem.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.