Cæsium er det tungeste af alkalimetallerne. Med en ionradius på 167 pm (1,67 Å) ved koordinationstallet 6 er ionen markant større end de andre alkalimetalioner. Til sammenligning har rubidiumionen en radius på 148 pm (1,48 Å) og kaliumionen 133 pm (1,33 Å). Selvom cæsium kun udgør 3 g/t af den kontinentale jordskorpe mod rubidiums 90 g/t, danner det selvstændige mineraler.
Under magmaers krystallisation bliver cæsium koncentreret i restsmelten og kan i sene pegmatitsmelter opnå så høje koncentrationer, at mineralerne pollucit og rhodizit dannes. Vulkanske gasser kan også indeholde cæsium, hvilket ses af udfældning af mineralet avogadrit på overfladen af lava fra vulkanen Vesuv. Granitters forholdsvis høje indhold af cæsium skyldes, at en ringe mængde cæsium under magmastørkningen optages som en forurening i kaliummineralerne kalifeldspat og glimmer. Når bjergarter forvitrer, går cæsium i opløsning i overfladevandet, men bindes hurtigt af lermineraler. Flodvand og havvand er derfor meget fattigt på cæsium. Lermineralers evne til at binde cæsium er en vigtig egenskab, idet den radioaktive isotop cæsium-137 kan bindes i lerholdige bjergarter.
Cæsium udvindes af pollucit, der kan fås som et biprodukt ved brydning af beryllium- og lithiummineraler. De største reserver findes i Manitoba i Canada og i Zimbabwe. Der foreligger ikke sikre opgivelser af produktionens størrelse. De samlede kendte reserver er ca. 200.000 t målt som cæsiumindholdet i pollucit.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.