Bulmeurt (Hyoscyamus niger).

.

Bulmeurt er en læge- og giftplante i natskyggefamilien. Den er udbredt i tempererede og subtropiske dele af Eurasien, ligesom den findes i Nordvestafrika. I Danmark ses den oftest forvildet ved gamle bebyggelser og ruiner. Den blomstrer i juni-august.

Faktaboks

Også kendt som

Hyoscyamus niger

Udseende

Hele planten har klæbrige kirtelhår og en ubehagelig lugt. Blomsterne er smudsiggule med violette årer, frugten er en buddike omgivet af det krukkeformede bæger. Frøene er i stand til at spire efter århundreders ophold i jorden.

Bulmeurt som lægeplante

Bulmeurt
Blomstrende hvid bulmeurt (Hyoscyamus albus) på en mur på Catedral de Mallorca i Palma de Mallorca.
Bulmeurt

Udtræk af bladene har i oldtiden, i middelalderen og frem til midten af 1900-tallet. været anvendt som bl.a. smertestillende, beroligende og søvndyssende middel. Men den modsatte virkning er også tilskrevet planten, idet den har skullet kunne forårsage bersærkergang. Bulmeurtblade var optaget i farmakopéen, men blev også anvendt i folkemedicinen. Virkningen skyldes alkaloider som scopolamin og især hyoscyamin (beslægtet med atropin), hvoraf de tørrede blade indeholder 0,05-0,1 procent.

Andre arter af bulmeurt

Slægten Hyoscyamus er udbredt i det meste af Europa og Asien samt i den nordlige del af Afrika. Den omfatter i alt ca. 31 arter. Enkelte arter dyrkes som pryd- og lægeplanter. I Sydeuropa er bl.a. hvid bulmeurt (H. albus) en vidt udbredt og almindelig art.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig