Artilleri - historie, Allerede 400 f.Kr. fandtes artilleri, som kunne udskyde projektiler mekanisk: fjederpåvirket artilleri som meget store armbrøster, torsionspåvirket artilleri, der brugte elasticiteten i en snoet streng til at udskyde et projektil, og kontravægtspåvirket artilleri. Med det sidstnævnte — fx bliden fra omkring 1200 — kunne projektiler på over 100 kg kastes 300-400 m.

Fra omkring år 1300 begyndte man i Europa at udnytte krudtets drivkraft til udskydning af projektiler — først i vaseformede våben, som udskød pile. I Danmark omtales disse første gang 1372. Herefter var artilleri enten fremstillet af smedejern eller støbt af bronze eller støbejern.

Smedejernsskyts var hurtigskydende bagladevåben, der udskød lette projektiler som fx stenkugler. De var velegnede til beskydning af "bløde mål", fx personel.

Bronze- og støbejernsskyts var forladevåben, der fortrinsvis skød med massive støbejernskugler, egnede til bekæmpelse af "hårde mål", fx fæstningsværker.

Indtil 1600-t. spillede artilleriet ingen afgørende rolle, men i takt med militariseringen af de europæiske stater, de mange indbyrdes krige og nye kampmåder vandt artilleriet større udbredelse og fik øget betydning.

Krigsskibe og fæstninger blev nu bygget som våbenplatforme for artilleri i et stort antal. Smedejernsartilleri forsvandt, og støbt skyts blev det almindeligste. Artilleri systematiseredes og blev inddelt i kanon, haubits og mortér. Affutagerne blev udformet, så de passede til anvendelsen; i felten blev anvendt lavetter og på skibe og fæstninger raperter. Skytsunderlaget for mortérer (mortérblokke eller stole) var meget kraftigt. Til betjening af artilleri anvendtes særlige laderedskaber, sigtemidler og ammunitionsværktøj. Den maksimale skudafstand var 3-4 km, den effektive under 1 km.

Omkring 1860 var det støbte, glatløbede artilleri forældet pga. nye opfindelser — især rifling af skytset og panserbeskyttelse af visse måltyper. Artilleri blev riflet, og samtidig forstærkedes røret, der blev omgivet af smedejernsringe for at modstå trykpåvirkning fra store ladninger. De ringede og riflede kanoner voksede i størrelse for at kunne bekæmpe de nye pansrede krigsskibe.

På samme tid blev den gamle idé med bagladekanoner genoptaget, da det var lykkedes at konstruere tætte baglademekanismer. Fordelene var mange: Projektilet passede fuldstændigt ind i løbet, skudafstand og træfsikkerhed øgedes derved, og betjeningen var hurtigere og lettere. Riflet bagladeskyts blev i 1876 indført i Danmark. Udviklingen gik herefter stærkt. Hurtigskydende kanoner, der anvendte patronhylstre til tætning af baglademekanismen, vandt i 1890'erne udbredelse til søs og til fæstningsbrug. Tårn-, kuppel- og kasemataffutager blev almindelige, da de ydede mandskabet bedre beskyttelse.

Omkring 1900 indførtes til feltskyts hydraulisk rekylbremse til at begrænse løbets bevægelser, når det i skudafgangen rekylerer og skal bringes frem igen. Yderligere rekyl blev opfanget af lavettens spade, der blev presset ned i jorden. Ved skydning med artilleri havde man hidtil sigtet direkte mod målet, men nu blev indirekte skydning almindelig; den foregik ved, at en observatør blev placeret fremme et sted, hvorfra han kunne lede ilden ind i målet, mens skytset stod længere tilbage i dækning.

Under 1. Verdenskrig blev svært artilleri hyppigt benyttet og var det afgørende våben både på slagmarken og på havene. Indførelsen af fly og kampvogne medførte fremkomsten af nye typer artilleri såsom luftværns- og panserværnskanoner.

Under 2. Verdenskrig havde artilleriet i begyndelsen ikke den samme betydning som tidligere, fordi fly og kampvogne delvis havde overtaget artilleriets rolle; men fx under den sovjetiske erobring af Berlin oplevedes koncentrationer af artilleri, som aldrig er set før eller siden.

Raketter anvendes også af artillerienheder. Som våben til krigsbrug blev de først anvendt omkring år 1800. De gik dog snart af brug pga. deres ringe træfsikkerhed, men genopstod under 2. Verdenskrig som artilleri-, fly- og luftværnsraketter og som tyskernes V1- og V2-våben. Anvendelsen af raketter og fly gjorde samtidig store kyst- og fæstningsartillerisystemer forældede.

Efter 2. Verdenskrig indførtes selvkørende artilleri. Fornyelsen var imidlertid i mange år begrænset. Automatisering af ildledelsen og brug af nye ammunitionstyper, hvorved man hurtigt kan koncentrere stor ildkraft og har mulighed for at beskyde punktmål, har igen givet artilleriet afgørende betydning.

Se også artilleri.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig