Blide, kastemaskine, der i oldtid og middelalder blev benyttet til udslyngning af sten og brandkugler eller lignende. Bliden består af en lang, bevægelig arm af træ, fastholdt i et højt stativ, øverst forsynet med en slyngepose og i den anden ende med en kontravægt i en kort arm, der vha. et spil spændes op. Brugen af blide omtales i Danmark ved belejringen af Haraldsborg i 1131 og endnu i 1534 ved Varberg, Helsingborg og Malmø.