Arkitekturmaleri, en disciplin inden for malerkunsten, der som det væsentligste motiv har bygninger, både interiører og eksteriører, eller hele byprospekter.

Blandt de tidligste arkitekturmalerier er vægmalerierne i Pompeji fra 100-t. f.Kr. til 1. årh. e.Kr.; her vises en fantasiarkitektur opbygget således, at der skabes en høj grad af rumillusion. I 1300-t. og 1400-t. ses i italiensk maleri de første skildringer af bygninger og interiører, oftest som baggrund for eller ramme om figurscener (Giotto, Piero della Francesca, Pietro Perugino).

Da man lærte at beherske den perspektiviske afbildning, fik arkitekturmaleriet et vældigt opsving, især på grundlag af renæssancens teoretiske arbejder af bl.a. Leon Battista Alberti og Leonardo da Vinci. Pragten i arkitekturens materialer og former blev betonet i arbejder fra Andrea Mantegna til Rafael, fx i dennes store fresko i Vatikanet, Skolen i Athen (1509-10).

Først i 1600-t. fremkom i Nederlandene rent topografiske gengivelser som fx Pieter Saenredams billeder af kirker og brødrene Berckheydes byprospekter; et camera obscura indgik ofte som et vigtigt hjælpemiddel til en naturtro afbildning. I Venedig dyrkedes senere en særlig form, veduten, af bl.a. Canaletto og Bernardo Bellotto.

De danske guldaldermalere udførte, med C.W. Eckersbergs perspektivlære som rettesnor, skildringer af arkitektur i både Italien og Danmark. Senere har malere lagt mindre vægt på den perspektivisk korrekte gengivelse af bygninger. Således har de franske impressionister dyrket lysets spil på de arkitektoniske former, ofte i serier med samme motiv (Claude Monet).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig