Faktaboks

Bernardo Bellotto
Født
1720
Død
1780

Bernardo Bellotto, kaldet Canaletto, 1720-1780, italiensk maler og raderer. Bernardo Bellotto blev født i Venedig og var her elev af sin onkel Antonio Canal, kaldet Canaletto, hvis tilnavn han også selv overtog.

Bernardo Bellotto virkede først i en række norditalienske byer, derefter i Dresden, hvor han i 1748 blev hofmaler hos August 3., og fra 1767 til sin død Warszawa.

Som sin onkel specialiserede han sig i arkitektur- og vedutemaleri. Hans stil minder stærkt om onklens, men adskiller sig fra dennes ved en køligere, gråstemt kolorit og en større realisme i fremstillingen. Han er bedst kendt for sine præcise topografiske skildringer fra Dresden og Warszawa.

Fra begyndelsen af 1740'erne udførte Bernardo Bellotto raderinger efter egne malerier. Mest bemærkelsesværdige er prospekterne fra Dresden (1747-58) i stort format og fra Warszawa (1771/72); de to raderinger fra Warszawa blev anvendt ved genopbygningen af byen efter 2. Verdenskrig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig