arkæo-astronomi

Artikelstart

Arkæo-astronomi, forskningsgren, der ud fra opmålinger af forhistoriske monumenter søger at påvise betydelig astronomisk indsigt hos disses bygmestre. De første arkæo-astronomiske værker fremkom i slutningen af 1800-t. og handlede især om de egyptiske pyramiders orientering efter himmellegemerne. Også fænomener som Solens indfald i det store tempel i Abu Simbel var man opmærksom på.

Interessen for arkæo-astronomi forstærkedes, da den britiske astronom Gerald S. Hawkins (1928-2003) i 1963 påviste, at visse vinkler i det engelske Stonehenge angiver bestemte sol- og månepositioner. Tilsvarende opdagelser gjorde man med de store neolitiske jættestuer New Grange og Dowth i Irland og Maes Howe på Orkneyøerne samt senere monumenter som skibssætningen Ales stenar i Skåne.

I Danmark har statsskovrider Einar Laumann Jørgensen forsket i de såkaldte rillesten, mens astronomen Claus Clausen (f. 1956) siden 2003 har publiceret sine undersøgelser af danske jættestuers orientering efter fuldmånens opgang ved måneformørkelser.

Arkæo-astronomi er stadig omstridt i forskerkredse, bl.a. fordi en del i sig selv bemærkelsesværdige observationer og hypoteser fremsættes i pseudovidenskabelig form.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig