apitong

Dipterocarpus caudatus et stort træ op til 50 m højt med ret og høj ugrenet stamme på indtil 125 cm i diameter, med lave, afrundede brætrødder, barkoverfladen er gråbrun, med små orange korkporer (lenticeller), afskallende, inderbark lysegul-brun, hård; knopper smalt indrullede eller lineære med tæt, bleg, brungul dunhåret (pubescent). Træet forekommer lokalt på veldrænet fladt eller kuperet land i den fugtige zone op til 600 m højde.

Dipterocarpus grandiflorus er et mellemstort til stort, harpiksholdigt, stedsegrønt træ, der vokser op til 43 m højt med en lige stamme, der kan være ugrenet i op til 30 m højde og 67 cm i diameter. Stammen har undertiden nogle få brætrødder, der er op til 1,5 m høje. En træart hjemmehørende i lavlandets troper, hvor den vokser i højder op til 600 m. Den findes i områder, hvor den gennemsnitlige årlige nedbør er i intervallet 900─4.000 mm, og den gennemsnitlige årlige temperatur er 24─28°C. Findes ofte på leret jord i naturen. Unge træer har brug for delvis skygge, ældre vokser godt i solrige positioner. Medlemmer af denne slægt regenererer generelt kun naturligt i skyggen af skoven. Frøplanter og unge træer kan vokse i tæt skovskygge i mange år. I deres første 2 år tolererer de unge træer ikke store åbninger i kronen, men når de er veletablerede (ca. 120 cm høje) kan kronen åbnes op omkring dem for at fremskynde deres vækst.

Kerneveddet er lyserødt til rødbrunt eller purpurrødt brunt nogle gange med en lilla farvetone; det er tydeligt afgrænset fra det 5─7 cm brede bånd af splintved. Teksturen er moderat grov; kornet lige eller sammenlåst; glansen er reduceret; veddet har en stærk harpiksagtig lugt, når det er nyskåret, det er uden smag.

Tømmeret er moderat tungt til tungt; moderat hård; noget holdbart, er modstandsdygtigt over for træborere, temmelig modstandsdygtigt over for svampe, men modtageligt over for termitter; selvom kiselindholdet kan være højt, er modstanden over for pæleorm uberegnelig. Det lagres langsomt med en høj risiko for kastning og forvridning; når det er tørt, er det ustabilt til moderat stabilt i anvendelse. Tømmeret har en stærkt sløvende effekt på værktøjer på grund af tilstedeværelsen af kisel, værktøj med stellit-spids og wolframkarbid anbefales; nogle keruing-arter er meget harpiksholdige og kan tilstoppe værktøj; revner kan lejlighedsvis forekomme på kvartsavet træ; sømnings- og skruningsegenskaber er gode, men kræver forboring; limning er god, men pleje er påkrævet på grund af harpiksen.

Tømmerets massefylde er 755─970 kg/m³ved 15 procent fugtindhold. Kiselindholdet er variabelt, generelt mindre end 0,5 procent.

Træet høstes fra naturen for sit tømmer, som bruges lokalt og også handles. Tømmeret fra D. caudatus er også en af flere arter, der er kilde til keruing tømmer; på grund af dets relative styrke er det især velegnet til tungt byggearbejde.

Som almindeligt byggetømmer bruges det i tømrerarbejde, til paneler, snedkeri, gulve, bindingsværkshuse, kister og kasser, finer mv. Træet bruges til almindeligt byggearbejde, tømrerarbejde, paneler, snedkerarbejde, skrog til både, gulve, paller, kemisk bearbejdningsudstyr, finer og krydsfiner, foreslået til jernbanekryds, hvis det er behandlet. Af tømmeret produceres trækul af god kvalitet.

Dipterocarpus grandiflorus giver store mængder oleo-harpiks kaldet balau eller minyak keruing. Det bruges lokalt som en lak til vandtætning af papir, fugekurve og både, som lak til vægge og møbler, til fremstilling af litografisk blæk eller, nogle gange blandet med barken fra Melaleuca sp., til fakler. Harpiksen indsamles ved at skære et hul i stammen nær basis (ca. 90─150 cm fra jorden) og derefter indsamle harpiksen som samler sig af hullet med en ske. For at forlænge tilstrømningen laves der med mellemrum et lille bål af døde blade eller småkviste i hullet – dette brænder den tørrede harpiksfilm af og lader harpiksen flyde igen. Et tannin-formaldehyd-klæbemiddel fremstilles af barkekstrakter.

Træet bruges i erosionskontrolprogrammer. Det minimerer jorderosion på skråninger og reducerer derfor den resulterende sedimentering af vandløb, søer og reservoirer. Det forbedrer også jordbundsforholdene gennem den hyppige tilførsel af afkastet løv og efterfølgende nedbrydning af organisk stof.

• Dipterocarpaceae