alpine landskaber

Alpine landskaber er reliefrige bjerglandskaber, karakteriseret af spidse bjergtinder (horn), smalle, skarpkantede bjergkamme (arêtes) og gennemskåret af store U-formede dale med hængedale. Lokale højdeforskelle mellem dalbund og bjergtop overstiger ofte 1500 m. Eksempler på disse landskabstyper findes i Europas mægtigste bjergkædesystem Alperne, i Himalaya mellem Indien og Tibet samt i Rocky Mountains og Andesbjergene i henholdsvis Nord- og Sydamerika. I Østgrønland og Antarktis er lignende landskaber delvist skjult under gletsjeris.

Landskabstyperne er fortrinsvis knyttet til bjergmassiver dannet ved jordskorpebevægelser (tektonik) gennem de sidste 100 mio. år. De oppressede bjergmassiver har siden hen undergået en kombination af mekanisk forvitring og gletsjererosion over adskillige mio. år. I højfjeldet, hvor klimaet er koldt og nedbøren tilstrækkelig, sprænger frosten stykker af klipperne, hvorved overfladerne bliver ru og forrevne. Sneen bliver liggende sommeren over i de højtliggende nicher på bjergenes skygge- og læsider. Mange lavninger og smådale rummer cirkusgletsjere og korte dalgletsjere. Gletsjere fra højtliggende dalgrene kan forenes til dalgletsjere i de store hoveddale. Disse gletsjere er almindeligvis 5-30 km lange og 100-400 m tykke.

Størstedelen af de sten og blokke, der styrter ned fra de stejle bjergsider, transporteres bort af gletsjerne; derved undgår bjergskråningerne i tidens løb at blive begravet i egne forvitringsprodukter.

Gletsjere eroderer i underlaget og udhuler de oprindelige dale til dybe trug med karakteristisk U-formet tværprofil (U-formede dale). Mindre glacialt uddybede sidedale fremstår som hængedale med udmunding højt oppe på hoveddalens sider.

Kombinationen af flersidet gletsjererosion og frostsprængning har reduceret de mellemliggende bjergtoppe og -rygge til horn og arêtes. I mange bjergområder er processen dog ikke forløbet så vidt, at sporene efter et tidligere, jævnere landskab er fjernet. Bjerge med plateauagtig top er vidnesbyrd herom.