alkefugle

Alle alkefugle er dykkende fugle, der bruger vingerne til fremdrift — de "flyver" under vandet. I dette tætte medium er det optimale vingeareal meget mindre, end hvad der kræves til flyvning i luften, og vingestørrelsen er et kompromis mellem de krav, de to funktioner stiller. Det betyder, at vingebelastningen (fuglens vægt divideret med vingearealet) er meget stor, især hos de større arter, der er ude af stand til at flyve langsomt og som må tage tilløb for at lette fra vandoverfladen. Faktisk har de største alkefugle, lomvierne, den højeste vingebelastning, der kendes hos flyvende fugle.

Den uddøde gejrfugl var meget større (5 kg), men var ligesom pingvinerne ude af stand til at flyve, og vingerne var ensidigt tilpasset til bevægelse i vand.

Større dyr som sæler og hvaler kan oplagre ilt i åndedrætssystem, blod og muskler til længere tids forbrug end små dyr og kan derfor tilbringe længere tid under vandet. Som relativt små dyr kan alkefugle kun forblive neddykket i nogle få minutter. Set i det lys er deres præstationer ganske imponerende: lomvier kan nå en dybde af i hvert fald 200 m, selvom de oftest kun går ned på 50-100 m.

I deres ynglebiologi har alkefugle en række træk tilfælles med andre havfugle: De yngler i kolonier, får små kuld og bliver sent kønsmodne. Til gengæld lever de længe.

Mest udpræget ses disse tilpasninger hos arter, der finder føden langt til havs. Her er kolonierne store, og kuldet består af et enkelt æg. Føden til ungen må transporteres over store afstande, og de største arter (alken og lomvierne) har derudover det problem, at de kun kan bære en beskeden "nyttelast". De yngler desuden åbent, så en af forældrefuglene til stadighed må blive ved ungen og beskytte den. Det er sikkert årsagen til, at ungen netop hos disse arter søger til havs med en af forældrene (hannen) efter blot tre uger. På det tidspunkt vejer den kun en fjerdedel af den voksnes vægt og mangler svingfjer og halefjer; men de udviklede vingedækfjer giver en vis bæreflade, så ungerne kan glideflyve ned på vandet i en temmelig stejl vinkel.

De fem arter af dværgalke i slægten Synthliboramphus fra Stillehavsområdet får to unger, som de imidlertid slet ikke fodrer på land, idet ungerne straks svømmer bort med forældrene. Dette er helt enestående for havfugle og skal nok ses i lyset af, at det er små arter med en for alkefugle høj dødelighed, så der ikke er råd til at reducere kuldet til ét æg. Også tejsterne (slægten Cepphus) har to æg, men det er kystboende fugle, der henter føden nær redepladsen.

De fleste alkefugle spiser fisk og krebsdyr, mens ungerne opfodres med fisk alene. Nogle mindre arter er dog specialiserede til zooplankton (især små krebsdyr), som de også fodrer ungerne med. Hos disse arter udvikles i yngletiden en strubepose til transport af føden.

Den langsomme bestandsomsætning og lave dødelighed under naturlige forhold gør alkefuglebestande sårbare over for jagt. Utilsigtet fangst og drukning i fiskeredskaber (før i tiden især drivgarn, nu mest nedgarn) er også et væsentligt problem. Desuden er alkefugle meget sårbare over for olieforurening.

• mågevadefugle