adjudant - officer

Adjudant, officer, der er tjenstlig assistent hos en kongelig person, hos forsvarsministeren eller en højerestående officer. En adjudant bærer en løs guldsnor rundt om ærmet, hæftet i skulderstroppen.

Faktaboks

etymologi:
Ordet adjudant stammer fra det latinske ord ad-jutans, præs. part. afad-jutare 'hjælpe til'.

Adjudantur er en militær stab, der behandler forefaldende tjenstlige sager.

Hendes Majestæt Dronningens Adjudantstab

Adjudantstaben er en institution under Forsvarsministeriet, der er stillet til rådighed for dronningen som statsoverhoved. Adjudantstaben er det formelle bindeled mellem kongehuset og forsvaret og har domicil på Christiansborg Slot.

Adjudantforsvarschefen, der er oberst, er ansvarlig for rådgivning om forsvarsforhold, forelæggelse af sager fra Forsvarsministeriet, der fordrer kongelig resolution, besøg ved forsvaret, militær flytransport, vagttjenesten ved de kongelige slotte og palæer, Den Kongelige Livgarde og Garderhusarregimentets militære ceremoniel samt adjudanttjenesten.

I adjudantstaben indgår tillige seks officerer af graderne major eller orlogskaptajn, som på skift varetager tjenesten som såkaldt jourhavende adjudant. Jourhavende adjudant assisterer dronningen på døgnbasis - herunder på besøg og rejser. I visse tilfælde stilles også adjudanter til rådighed for andre medlemmer af kongehuset.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig