Abstinenssymptomer, sygdomssymptomer som led i et stofspecifikt sygdomsbillede, udløst ved reduktion af eller ophør med indtagelse af et stof, som personen i den foregående periode har anvendt regelmæssigt. Abstinenssymptomer er således resultat af fysisk afhængighed.

Alkoholabstinenssyndromet omfatter bl.a. søvnløshed, pulsstigning, rysten, voldsom svedtendens og evt. moderat temperaturstigning og krampeanfald. I nogle tilfælde udvikles også ændret opmærksomhed, syns- og hørehallucinationer, lydoverfølsomhed, svær angst, forfølgelsesforestillinger, usamlet tænkning og manglende orientering. Det fuldt udviklede sygdomsbillede betegnes delirium tremens. Alkoholabstinenssyndromet varer i 2-10 dage og kan nå livstruende sværhedsgrad. Behandlingen foregår i udtalte tilfælde på et hospital.

Lignende symptomer kan udvikles efter afhængighed af visse barbiturater, der tidligere benyttedes som sovemidler (fx enhexymal). Efter nogle ugers forbrug af beroligende midler/sovemidler af benzodiazepin-gruppen (stesolidlignende stoffer) kan der udvikles længerevarende symptomer, der minder om alkoholabstinenssyndromet, men sjældent omfatter de egentlige sindssygdomssymptomer som hallucinationer, vrangforestillinger og desorientering.

I forbindelse med abstinenssymptomer taler man undertiden om psykisk afhængighed. Begrebet er ikke veldefineret, men refererer til et psykologisk fastholdt, ofte personlighedsafhængigt behov for fortsat stofindtagelse.

Efter ophør med morfin og morfinlignende stoffer udvikles abstinenssymptomer i form af uro, rysten, tåreflod, forkølelseslignende symptomer, smertefornemmelse i muskler, gåsehud, opkastninger og eventuelt temperaturstigning. Denne tilstand er ikke livstruende. Se også afvænningsbehandling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig