Morfin, smertestillende lægemiddel, der udvindes af opiumvalmuen (Papaver somniferum). Morfin blev isoleret i begyndelsen af 1800-tallet og tilhører sammen med andre stærkt virkende smertestillende lægemidler, fx heroin og metadon, lægemiddelgruppen opioider, der kan svække eller helt ophæve selv svære smerter. Morfin optages fra mave-tarm-kanalen og fordeler sig i det meste af kroppen. Den udskilles i nyrerne efter omdannelse i leveren til både aktive og inaktive forbindelser.

Faktaboks

Etymologi
Ordet morfin kommer af fransk morphine, af Morfeus og -in.

Morfin og andre opioider bindes i hjernen til særlige morfinreceptorer (opioidreceptorer), idet de efterligner kroppens egne morfinstoffer (endorfiner). De ophæver derved smerteopfattelsen og bevirker også, at smerten ikke mere ledsages af angst og uro. Morfin har desuden en alment sløvende virkning, men ingen lokalbedøvende egenskaber.

Mindre morfindoser brugt som almindelig smertebehandling påvirker kun i ringe grad psyken, mens større doser nedsætter koncentrationsevnen. Foruden den smertestillende virkning påvirker morfin mange andre organsystemer. Åndedrættet svækkes, hvilket hos lungesyge patienter er en alvorlig bivirkning. Hosterefleksen ophæves, hvorved morfin er et effektivt hostedæmpende middel. Morfin fremkalder tit kvalme og opkastninger, og der forekommer næsten altid udtalt forstoppelse, hvorfor morfinbehandling oftest må suppleres med afføringsmidler. Morfin fremkalder endvidere udtalt pupilforsnævring, og ofte ses også let hudrødme og kløe.

Anvendelse af morfin

Morfin anvendes ved behandlingen af stærke smerter, særlig indvoldssmerter. Den kan gives som tabletter, stikpiller eller injektion, både i underhuden, i musklerne eller ved meget stærke smerter direkte i blodårerne (intravenøst). Ved kræftsygdomme i slutstadiet kan morfin gives i drop eller som epidural smertebehandling. Morfin kan også optages gennem huden fra et plaster.

Almindelig dosis til hidtil ubehandlede patienter er 10-20 mg, der kan gentages 3-4 gange daglig. Ved fortsat anvendelse ses som for alle andre opioider udtalt fysisk tilvænning, idet der skal anvendes større og større doser for at fremkalde samme smertestillende virkning. Mens dødelig dosis er 200-400 mg for hidtil ubehandlede, kan patienter i langvarig morfinbehandling samt narkomaner ofte tåle over 2000 mg daglig.

Afhængighed af morfin

Ved pludseligt ophør med morfinindgiften optræder der abstinenssymptomer, som straks svinder ved fornyet morfinindgivelse. Morfin og andre opioider fremkalder ofte en udtalt psykisk afhængighed, dvs. et uimodståeligt krav om fortsat tilførsel (se narkomani og narkotika). I modsætning hertil ses psykisk afhængighed meget sjældent hos smertepatienter, der har et reelt behov for morfin, og morfin anvendes derfor ikke alene til stærke smerter ved kræftsygdom, men også til kroniske, lettere smerter, fx hos ældre med slidgigt i ryg og hofter. På grund af risikoen for misbrug er morfin underlagt strenge receptbestemmelser.

Morfinforgiftning

Ved morfinforgiftning ses tiltagende bevidsthedssvækkelse, muskelslaphed, meget små pupiller og udsættende vejrtrækning. Behandlingen er hurtig indgivelse af modgiften naloxon, der fortrænger morfin fra dens binding i hjernen og derved ophæver dens virkninger.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig