Yoko Ono

Ono er født i Tokyo som medlem af en velstående japansk bankierfamilie med betydelig kulturel dannelse. Ono gik på to eksklusive skoler, modtog klassisk klaver- og sangundervisning og gik til forestillinger med Kabuki, det japanske klassiske danseteater, med sin mor. Efter de allieredes sønderbombning af Tokyo i marts 1945 måtte familien søge ly på landet, hvor de levede på sultegrænsen og måtte sælge ud af familiens værdier for at overleve. Ono sagde senere, det var her, hun udviklede sin ”aggressive” holdning og forståelse af rollen som outsider. Mens resten af familien flyttede til New York i 1946, blev Ono tilbage på den eksklusive Gakushuin-skole, og i 1951 blev hun som den første kvinde optaget på filosofilinjen på Gakushuin-universitetet, som hun dog forlod i 1952, hvor hun tilsluttede sig familien i New York.

Frem til 1956 studerede Ono komposition, digtning og engelsk litteratur på Sarah Lawrence College i Bronxville, New York, hvor hun særlig blev påvirket af Alban Bergs og Arnold Schönbergs tolvtonemusik. Samme år blev hun gift med den japanske eksperimentalkomponist og studerende ved Juilliard School of Music, Toshi Ischianagi, der blev bindeled til avantgardescenen i New York, heriblandt den neodadaistiske John Cage og nogle af hans elever som Alan Kaprow, George Brecht, Al Hansen og Dick Higgins. Blandt andet påvirket af Cages zenbuddhistiske engagement var den gennemgående tendens i miljøet at gøre kunsten uhøjtidelig, hverdagsvendt og udforske planlagte eller uforudsete begivenheder, happenings.

Det var i samme miljø, den neodadaistiske bevægelse Fluxus blev grundlagt af den litauisk-amerikanske kunster George Maciunas, som også promoverede Onos arbejde, herunder hendes første soloudstilling i hans AG Gallery i 1961. Den uafhængighedssøgende Ono afslog dog at blive officielt Fluxus-medlem. I stedet gjorde hun og komponisten La Monte Young hendes simple Manhattan-lejlighed i Chambers Street til platform for en serie avantgardekoncerter og performances i 1960-61, der foruden Cage tiltrak folk som kunstsamleren Peggy Guggenheim og pioneren for konceptkunst Marcel Duchamp. Her præsenterede Ono nogle af sine første konceptuelle værker, der kombinerede vestlig avantgarde med østlig zen, eksempelvis en ildspåsættelse af et lærred eller Painting to Be Stepped On (1960), et lærredsstykke på gulvet, der blev fuldendt efterhånden som publikum efterlod deres fodaftryk på det.

Efter skilsmisse fra Toshi Ischianagi i 1962 tog Ono tilbage til Japan, hvor hun blev kortvarigt indlagt med depression. Hun blev samme år gift med den, der fik hende ud f den psykiatriske klinik, filmproducenten Anthony Cox, som hun fik datteren Kyoko Chan Cox med året efter, selvom ægteskabet hurtigt blev distanceret og mest opretholdt af professionelle grunde frem til skilsmissen i 1969. I Kyoto i 1964, og året efter i New Yorks Carnegie Hall, præsenterede hun sit måske mest berømte værk, det feministisk pioneragtige Cut Piece, hvor hun opfordrer publikum til at klippe stykker af hendes tøj, mens hun selv sidder passiv og ubevægelig, hvormed publikums etiske grænser afprøves. En samling af zenpåvirkede begivenhedsinstruktioner, der blev banebrydende for udviklingen af konceptkunsten, blev samme år udsendt i bogen Grapefruit på hendes eget forlag i Tokyo. Eksempler er: ”Lad folk kopiere eller fotografere dine malerier. Ødelæg originalen.” Eller: ”Host gennem et år.” I perioden 1964-72 lavede hun også seksten eksperimentalfilm, herunder No. 4 (1966), også kendt som Bottoms, der viser en serie numser i closeup, mens lydsporet afspiller interviews med dem, der filmes.

Bosat i London mellem 1966 og 1970 kom Ono i kontakt med Beatles, da hun skulle have fat i et Lennon-McCartney-manuskript til en bog, Cage arbejdede på, Notations, hvorpå Lennon besøgte hendes udstilling Unfinished Paintings. Forholdet til Lennon udviklede sig i efteråret 1968 og udmundede snart i deres første samarbejde, pladealbummet Unfinished Music No. 1: Two Virgins, der bestod af avantgardistiske montager af dissonante toner, sang og reallyde og desuden provokerende viste parret nøgne på coveret. Efter deres bryllup i marts 1969 i Gibraltar blev Ono med et slag verdenskendt, da hun og Lennon udførte de to ugelange såkaldte Bed-ins for Peace. Som en fortsættelse af de fredelige demonstrationer mod Vietnamkrigen, de allerede havde arrangeret nogle stykker af, lå det nygifte par i en hotelseng i Amsterdam og Montreal, mens pressen havde fri adgang til at dokumentere deres ”lay-down” strejke.

Efter Beatles’ opløsning i 1970 flyttede Ono og Lennon til Manhattan, hvor de havde et kompliceret forhold både privat og kunstnerisk. De blev skilt i 1973, men fandt sammen igen og fik sønnen Sean i 1975. Plastic Ono Band i 1969 blev grundlagt som en platform for et samarbejde mellem dem uafhængigt af Beatles, men i praksis var deres albums mest soloudgivelser, om end ofte præget af dialogen mellem dem. Blandt Onos egne udgivelser fra den tidlige del af perioden kan nævnes Yoko Ono/Plastic Ono Band (1970), der blander rå vokaler med fri jazz og Fly (1971) med mere konventionel psykedelisk rock. Trods en indledningsvis kølig modtagelse blev Ono og Lennons sidste album, Double Fantasy (1980) en verdensomspændende kommerciel succes, efter Lennon blev myrdet af en sindsforstyrret fan i efteråret 1980.

Fra begyndelsen af 1980erne markede Ono sig med danseklubhittet "Walking on Thin Ice" (1981) og albummet Season of Glass (1981), der gengav hendes følelsesmæssige reaktion på Lennons død. Senere udgivelser omfatter Rising (1995), indspillet med Seans band IMA, og Between My Head and the Sky (2009). Fra 1990'erne er en række af hendes sange blevet remixet af yngre musikere, som anerkender hendes fusion af pop og avantgarde som dagsordensættende. Ono skrev også en musical, New York Rock (1994).

Samtidig med musikervirksomheden har Ono fortsat sit arbejde inden for koncept- og performancekunst. Blandt hendes senere værker kan nævnes Wish Tree, igangsat fra 1996 i byer som New York, London og København. Her opfordres publikum til at skrive et ønske ned og hænge det på en gren af ønsketræet, der er udvalgt fra lokalområdet. Onos senere kunstneriske karriere har været præget af en stigende officiel anerkendelse, der blandt andet har givet sig udslag i en række retrospektive udstillinger, herunder Whitney Museums Yoko Ono: Objects, Films (1989) og Yes Yoko Ono på Japan Society Gallery i New York (2000), der modtog den internationale kunstkritikerforening, AICAs, pris for bedste New York-baserede udstilling. Også i Danmark har der været præsentationer af hendes værk: dels Yoko Ono Womensroom på Kvindemuseet i Aarhus (det nuværende KØN) i 2004, der støttede dermed Amnesty Internationals kampagne "STOP vold mod kvinder"; dels en stor retrospektiv udstilling på kunstmuseet Louisiana i 2013.

Siden 1960erne har Ono ofte fungeret som politisk aktivist for fred, feminisme og antiracisme. I 1970erne var Lennon og Ono således tæt på en række radikale modkulturelle ledere som Black Panther-aktivisten Bobby Seale, den revolutionære forkæmper for sortes rettigheder Michael X, medstifteren af Youth International Party (”Yippies”) Abbie Hoffman og kommunisten og feministen Angela Davis. Ud over de to bed-ins med Lennon har hun spredt sine budskaber via billboards, optræden i talkshows, og stiftelse i 2002 af fredsprisen LennonOno Grant for Peace, der gives til politisk engagerede kunstnere i konfliktzoner.

Partnerskabet med Lennon blev for Ono et tveægget sværd, der på den ene side gjorde hende til et globalt ikon for 1960ernes antiautoritære oprør, på den anden side skyggede for kendskabet til hendes egen kunstneriske indsats, især inden for billedkunsten. I offentligheden blev hun nogle gange set som en saboterende skikkelse, der gennem sin avantgardepåvirkning ledte Lennon på afveje og førte til Beatles’ opløsning. Med tiden er det imidlertid blevet åbenlyst, at hun er en af 1960ernes helt store gennembrudsfigurer, både inden for billedkunst, musik og fredsaktivisme, og der er hyppige referencer til hende i populærkulturen, fra pop og rock til tegnefilmen The Simpsons.

• Fluxus