Wes Anderson

Wes Andersons film har ofte rødder i hans egne oplevelser, blandt andet hans opvækst i Texas, som danner baggrund for debutfilmen Bottle Rocket (1996) og highschoolfilmen Rushmore (1998). På universitetet i Texas mødte han skuespilleren Owen Wilson, og de har siden arbejdet tæt sammen. Wilson har medvirket i otte af Andersons film, mens de sammen skrev Andersons første tre film. Anderson bruger typisk de samme skuespillere i sine film. Skuespilleren Bill Murray medvirker således i samtlige af Andersons film, undtagen i Bottle Rocket og Asteroid City (2023), hvor han fik COVID-19 under optagelserne.

I Wes Andersons film støder man sjældent på en enkelt hovedkarakter, men introduceres i stedet for grupper af figurer. Disse er utilpassede, umodne og skæve figurer, som placeres i et specifikt miljø såsom en skibsbesætning i The Life Aquatic (2004), øboere i Moonrise Kingdom (2012), eller togpassagerer i The Darjeeling Limited (2007).

Typisk støder vi på bestemte karaktertyper, hvor mænd ofte fremstilles som umodne og utilpassede i forhold til kvinder, der er modne og handlekraftige. Eksempelvis Royal Tenenbaum (Gene Hackman) i The Royal Tenenbaums (2001) og Steve Zissou (Bill Murray) i The Life Aquatic.

En fælles tråd i Andersons film er desuden beskrivelsen af dysfunktionelle familier og konflikter mellem børn og forældre.

En Wes Anderson-film er ofte genkendelig på grund af dens unikke visuelle stil. Filmene er kendetegnet ved deres ekstreme stilisering, hvor miljøer ofte præsenteres med en detaljeret æstetik i art déco eller jugendstil. Disse film akkompagneres typisk af en nostalgisk musik, primært med et rockrepertoire fra 1970’erne.

I Andersons film er der en gennemgående symmetri i billedkompositionerne med personer og objekter centralt i billedet. Det underbygges også gennem en såkaldt ”planimetrisk” komposition, hvor kameraet placeres frontalt foran objekterne. Det skaber en 2D-overflade, som også besidder en komisk funktion. Buster Keaton brugte en lignende teknik i sine slapstick-komedier i 1920’erne. Teknikken anvendes ofte i kombination med en ”kompas”-klipning ved klip i enten 90 eller 180 graders vinkler.

Andersons film er fyldt med referencer, der flytter vores opmærksomhed mod andre tekster. Dette gøres via inddragelser af film, bøger og musik. I The Grand Budapest Hotel skifter billedet format alt efter hvilken historisk periode vi befinder os i. Desuden anvendes rammekonstruktioner, hvor filmen præsenteres som en fortælling i fortællingen, som i The French Dispatch (2021). Ligesom tilstedeværende fortællere hyppigt bryder det fiktive univers som i Moonrise Kingdom.

• film i USA
• Hollywood
• Oscar