Bill Murray er en amerikansk skuespiller. Han slog igennem som standupkomiker i tv-programmet Saturday Night Live (1977-80) og har med sit dorske udtryk og sin underspillede komik haft succes i filmkomedier som Meatballs (1979), Tootsie (1982) og Ghostbusters (1984) samt i Quick Change (1990, Hurtige penge), som han også instruerede.
I The Razor's Edge (1984), Groundhog Day (1993, En ny dag truer) og Ed Wood (1994) havde han mere karakterprægede roller, og han har i Sofia Coppolas Lost in Translation (2003) og Jim Jarmuschs Broken Flowers (2005) forfinet sit afmålte spil med antydet følsomhed, der trækker tråde tilbage til stumfilmsstjerner som Buster Keaton. I 2014 sås Bill Murray i rollen som M. Ivan i Wes Andersons (f. 1.5.1969) komediedrama The Grand Budapest Hotel.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.